Kristne er forpligtet til at formidle budskabet om Guds frelse i Jesus Kristus til ethvert menneske og til enhver nation. De vidner i sammenhæng med deres naboer, som lever efter andre religiøse overbevisninger og ideologiske synspunkter. Sandt vidnesbyrd følger Kristus ved at respektere og anerkende andres unikke og frihed. Vi må indrømme, at vi som kristne ofte har ledt efter det værste i andre og givet en negativ vurdering af deres religioner. Må vi som kristne lære at vidne for vores naboer i en ånd af ydmyghed og glæde.
Ordet virker i ethvert menneske. I Jesus fra Nazareth blev Ordet menneske. Miraklet i hans kærlighedstjeneste tilskynder kristne til utrætteligt at vidne for mennesker af alle religioner og til dem med ikke-religiøse overbevisninger om denne store tilstedeværelse af Gud i Kristus. I ham er vores frelse. Der er stadig uenighed blandt kristne om, hvordan denne frelse i Kristus er gyldig for alle mennesker med forskellig religiøs overbevisning. Men alle er enige om, at alle skal vidnes.
Kristne har en tildelt position ved enhver lejlighed til at give en hånd med til deres naboer, for at arbejde sammen om at opbygge fællesskaber med frihed, fred og gensidig respekt. Et eller andet sted undertrykker statslovgivningen samvittighedsfriheden og den sande udøvelse af religionsfrihed. Der skal kristne kirker finde måder at gå i dialog med civile myndigheder for at opnå en fælles definition af religionsfrihed. Med denne frihed følger ansvaret for sammen at forsvare alle menneskerettigheder i disse samfund. At leve med mennesker af andre trosretninger og ideologier er et møde med det lovede. Det er også en tid, hvor kristne i en ånd af åbenhed og tillid er i stand til at udtrykke deres autentiske vidnesbyrd om Kristus, som har kaldt alle mennesker til sig.
Gud testamenterede os jorden, gav os ansvar og forpligtelser uden at udelukke nogen fra hans forsynsplan. Kristus forbød fjendskab og afskaffede privilegier og forskelle, så had til mennesker af andre etniciteter og religiøse systemer er fremmed for kristendommen, og hvis der opstår problemer mellem os, bør vi løse dem med bøn og godt. Den kristne hader ikke nogen og kæmper ikke mod nogen. Vil de vantro falde fra ved Guds dom? At dømme er ikke vores, men Guds ret. Hvem er vi til at forudsige evig straf for millioner af mennesker? Lad os overlade beslutningen til Gud, selvom vi ved, at der kun er én sandhed, og det er i Kristi lære. Gud tillader eksistensen af andre trosretninger, og årsagerne til os er ukendte. En buddhist eller muslim vokser op i sit religiøse miljø uden at få et valg. Men selve hans stræben efter det overjordiske, det mystiske, det guddommelige er en åndelig fortjeneste. Den andens tro, såvel som hans nationale traditioner, er åndelige værdier, uanset hvilke indvendinger vi måtte have mod dem. De er søjlerne i hans personlighed, som han bygger sit liv på. Forstod vi det godt? Med hvilken ret vil vi fornærme og fornærme ham? Vi må hellere vise ham sandheden om vores tro gennem vores gerninger. De mest grusomme og unaturlige begivenheder i historien, når skrig af smerte og vrede har nået himlen, er de voldsomme forandringer af religion eller nationalitet, samt af navne. Vold mod sjælen er meget mere forfærdelig end vold mod kroppen. Disse værker i verdenshistorien er en skændsel for menneskeheden og har intet at gøre med Jesu Kristi person og lære.