Låst inde, hvorfor? Hun var blevet berøvet sin frihed, simpelthen fordi hun var noget forvirret og havde spillet høj musik sent på aftenen. En nabo havde ringet til politiet, som fandt hendes hjem rodet og bad hende om at blive undersøgt. Hun var ikke psykotisk og mente ikke, at hun havde brug for professionel assistance. Hun vidste godt, hvad der kunne ske, hun havde været spærret inde på en psykiatrisk afdeling for nogle år siden. Hun blev alligevel kørt til det lokale psykiatriske hospital, hvor hun blev spærret inde en time senere.
Hun havde ikke begået nogen forbrydelse, var ikke selvmordstruet eller farlig for nogen. Den 45-årige kvinde var kendt af sine venner som en fredelig kristen og aktiv i sit samfund. Men nogle gange blev hendes liv lidt for raslet, og det var tilfældet her. Hun vidste, at hun trængte til en afslapning og derfor skulle på ferie, og hun spillede musik, mens hun pakkede til sin tur den følgende dag. Hendes tanker var et andet sted, da politiet ringede på klokken for anden gang samme aften. Hun kunne ikke bortforklare det og endte på den lukkede psykiatriske afdeling.
Ovenstående historie er måske ikke usædvanlig i Danmark, da flere og flere bliver spærret inde på psykiatriske afdelinger. Og det sker ikke kun for farlige sindssyge kriminelle, det sker for en lang række personer. På trods af en restriktiv lov, eksplicitte beskyttelsesprotokoller og en klar politik for at reducere brugen af tvangsmidler i psykiatrien, var der sidste år det højeste antal personer, der blev berøvet deres frihed i psykiatrien. Og det har været støt stigende i årevis.
Psykiatriloven
Der er flere måder, hvorpå en person kan frihedsberøves i psykiatrien i Danmark. Omstændighederne, kriterierne og sikringen mod misbrug er fastsat i særloven, psykiatriloven. Frihedsberøvelse og anvendelse af tvang eller magt kan anvendes, når det ikke er muligt at opnå den pågældendes frivillige medvirken, og indgrebet anses for at være i overensstemmelse med mindstemiddelprincippet [mindre indgribende indgreb].
Loven kræver, at en person kan og skal tilbageholdes, hvis han eller hun har behov for behandling, ikke frivilligt vil tage imod et tilbud om indlæggelse og følgende betingelser er opfyldt:
- personen er sindssyg eller i en tilstand svarende til sindssyge og
- Det er urimeligt ikke at tilbageholde personen for at yde behandling, fordi: (a) udsigten til helbredelse eller for en væsentlig og afgørende forbedring af sygdommen ellers ville være væsentligt svækket; eller (b) personen udgør en overhængende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
Der må ikke afholdes retsmøde for at frihedsberøvelsen er lovlig. Det kan udføres i det øjeblik, en psykiater har bekræftet, at den behandling, han mener at kunne yde, ifølge hans mening er nødvendig. Den udsatte kan klage, men det forhindrer ikke fuldbyrdelsen af frihedsberøvelsen.
Dette har ført til en stadigt stigende brug af disse midler effektivt tilbageholdelse af tusindvis af personer hvert år.
3 statistikker om ufrivillige forpligtelser
racehygiejne
Muligheden for at målrette en så bred vifte af personer med det alvorlige indgreb – frihedsberøvelse – har sine rødder i 1920'erne og 1930'erne, hvor eugenik blev en forudsætning og en integreret del af den sociale udviklingsmodel i Danmark. På det tidspunkt udtrykte flere og flere forfattere ønsket om, at selv ikke-farlige "afvigere" kunne tvangsindlægges på en mental facilitet.
Drivkraften bag denne idé var ikke en bekymring for den enkelte, men en bekymring for samfundet eller familien. En idé om et samfund, hvor de "afvigende" og "besværlige" elementer ikke havde nogen plads.
Ifølge den daværende danske Højesterets Anklager. Otto Schlegel, i en artikel i Dansk Ugeskrift for Retsvæsenet mente alle forfatterne på nær én, at "muligheden for tvangsindlæggelse bør også i et vist omfang stå åben for personer, der formentlig ikke er farlige, men som ikke kan agere i omverdenen, de besværlige sindssyge, hvis adfærd truer med at ødelægge eller skandalisere deres pårørende. Helbredende hensyn har også været ment at kunne begrunde tvangsindlæggelse i visse tilfælde".
Således indførte den danske sindssygelov af 1938 muligheden for at tilbageholde ufarlige sindssyge. Den drivende tanke bag ideen om at fratage den pågældende sin frihed og dermed fjerne dem, der ikke kunne fungere tilstrækkeligt i samfundet – den såkaldt besværlige og afvigende sindssyge, der ikke var farlig – var ikke en bekymring for den enkelte, men en bekymring for samfundet. Det var ikke en medfølende bekymring eller en idé om at hjælpe mennesker i nød, der førte til, at denne mulighed blev indført i lovgivningen, men en idé om et samfund, hvor de afvigende og "besværlige" elementer ikke havde nogen plads. Når alt kommer til alt, kunne deres adfærd true med at ødelægge eller skandalisere deres pårørende.
Frihedsberøvelsen af sindssyge var historisk baseret på et princip om nødret. Indtil 1938 fandtes retsgrundlaget for at fratage de sindssyge deres frihed stadig i dansk lov 1-19-7 af 1683 og i senere lovgivning. Reglerne om frihedsberøvelse af sindssyge omfattede kun sindssyge, der måtte anses for farlige for den almene sikkerhed eller for dem selv eller deres omgivelser.
Med eugenik påvirkede Insanity Act fra 1938 dette ændrede sig, og muligheden for at tilbageholde ikke-farlige personer, der peges på som en samfundsballagesag, har været fastholdt siden i den nyere psykiatrilov..
Tilbageholdelser
Frihedsberøvelse i psykiatrien ud over at hente folk i deres hjem eller på gaden kan også ske til personer, der frivilligt indlægger sig selv.
Hvis en person, der har indlagt sig selv på psykiatrisk hospital, anmoder om at blive udskrevet, skal overlægen tage stilling til, om patienten kan udskrives eller skal tvangsfastholdes. Personens ønske om at blive udskrevet kan være eksplicit (han eller hun kræver at blive udskrevet), men det kan også være en adfærd hos personen, som skal sidestilles med et ønske om at blive udskrevet.
Ifølge loven kan og skal en frivilligt indlagt patient tilbageholdes, hvis personen anmoder om udskrivning på et tidspunkt, hvor han eller hun opfylder betingelserne for tvangsindlæggelse efter psykiatriloven.
Forinden skal patientens samtykke til fortsat frivillig indlæggelse søges efter princippet om minimumsmidler.
I mere end 25 år har der været en meget udtalt politisk og statslig vilje til at mindske brugen af tvang i psykiatrien i Danmark. Alligevel afspejles denne intention ikke i dagligdagen og praksis på de psykiatriske afdelinger. Man noterer således også en markant stigning i ufrivillige tilbageholdelser.
Ud over de almindelige tvangstilsagn og tilbageholdelser er der endnu en mindre oplagt procedure, der bruges til at håndhæve tilsagn på psykiatriske afdelinger, uden at det fremstår som et tvangstilsagn, selvom det er imod den pågældendes samtykke. Dette er domstolsdømte domme til psykiatrisk behandling i henhold til straffeloven. Tusindvis af mennesker lever således i dag i samfundet, men kan til enhver tid hentes, hvor de ikke ville følge behandlingsinstrukserne og spærres inde på en psykiatrisk afdeling. Når dette er gjort, betragtes det ikke som et ufrivilligt tilsagn.
Lov, der forårsager tvang
Frihedsberøvelsen i psykiatrien er stigende år for år i løbet af de sidste årtier og er langt over den psykiatriske indlæggelsesstigning eller befolkningstilvækst.
Med bestræbelserne på skiftende danske regeringer og den enstemmige politiske intention om at mindske brugen af tvangsmidler i psykiatrien, tildelingen af ressourcer og den centrale administrative indsats for at effektuere dette kan man kun se det blotte faktum, at der eksisterer den juridiske mulighed for at bruge hhv. kræve brug af tvang som årsag til glidepraksis med stigende frihedsberøvelse i psykiatrien.
