Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har besluttet ikke at acceptere anmodningen om en rådgivende udtalelse fra Europarådets komité for bioetik (DH-BIO) i henhold til artikel 29 i Konventionen om menneskerettigheder og biomedicin ("Oviedo-konventionen"). Det beslutning er endelig. DH-BIO bad Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om at afgive en rådgivende udtalelse om to spørgsmål vedrørende beskyttelsen af menneskerettighederne og værdigheden for personer med psykiske lidelser over for ufrivillig anbringelse og/eller behandling. Domstolen afviste anmodningen, fordi selv om den generelt bekræftede sin kompetence til at afgive rådgivende udtalelser i henhold til artikel 29 i Oviedo-konventionen, faldt de stillede spørgsmål ikke ind under Domstolens kompetence.
Det var første gang, Den Europæiske Domstol havde modtaget en anmodning om en rådgivende udtalelse i henhold til artikel 29 i Oviedo-konventionen. Sådanne anmodninger må ikke forveksles med anmodninger om en rådgivende udtalelse i henhold til protokol nr. 16, som giver de højeste domstole og tribunaler, som specificeret af de medlemsstater, der har ratificeret den, mulighed for at anmode om rådgivende udtalelser om principielle spørgsmål vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af de rettigheder og friheder, der er defineret i den europæiske menneskerettighedskonvention eller dens protokoller.
Baggrund
Anmodningen om en rådgivende udtalelse blev indgivet den 3. december 2019.
Spørgsmålene fra den bioetiske komité havde til formål at opnå klarhed om visse aspekter af den juridiske fortolkning af Oviedo-konventionens artikel 7 med henblik på at give vejledning mht. dets nuværende og fremtidige arbejde på dette område. Spørgsmålene var som følger:
(1) I lyset af Oviedo-konventionens mål "at garantere alle uden forskelsbehandling, respekt for deres integritet" (artikel 1 Oviedo-konventionen), hvilke "beskyttelsesforhold" som omhandlet i artikel 7 i Oviedo-konventionen skal en medlemsstat regulere for at opfylde minimumskravene til beskyttelse?
2. Ved behandling af en psykisk lidelse skal gives uden den pågældendes samtykke og med det formål at beskytte andre mod alvorlig skade (som ikke er omfattet af artikel 7, men falder ind under artikel 26). (1) i Oviedo-konventionen), skal de samme beskyttelsesbetingelser gælde som dem, der er nævnt i spørgsmål 1?
I juni 2020 blev de kontraherende parter i den europæiske menneskerettighedskonvention ("den europæiske konvention") opfordret til at behandle spørgsmålet om domstolens kompetence, til at give deres bemærkninger til anmodningen fra DH-BIO og til at give oplysninger om relevante national lovgivning og praksis. Følgende civilsamfundsorganisationer fik tilladelse til at intervenere i sagen: Gyldighed; det International handicapalliance, European Disability Forum, Inclusion Europe, Autism Europe og Mental sundhed Europa (fællesskab); og Center for menneskerettigheder for brugere og efterladte i psykiatrien.
Anmodningen om fortolkning blev behandlet af Storkammeret.
Domstolens afgørelse
Domstolen anerkendte både, at den havde kompetence til at afgive rådgivende udtalelser i henhold til Oviedo-konventionens artikel 29, og fastlagde arten, rækkevidden og grænserne for denne kompetence. Artikel 29 i Oviedo-konventionen bestemmer, at domstolen kan afgive rådgivende udtalelser om "juridiske spørgsmål", der vedrører "fortolkningen" af "den nuværende konvention". Denne terminologi kan tydeligt spores tilbage til 1995, hvor Domstolen støttede ideen om at påtage sig en fortolkningsfunktion, idet den trak på ordlyden af det, der nu er artikel 47, stk. 1, i den europæiske konvention. Da brugen af adjektivet "lovlig" i denne artikel betegnede hensigten om at udelukke enhver jurisdiktion fra Domstolens side med hensyn til politiske spørgsmål og spørgsmål, der gik ud over blot at fortolke teksten, bør en anmodning i henhold til artikel 29 være genstand for en lignende forældelse og eventuelle spørgsmål skal derfor være af "juridisk" karakter.
Denne procedure indebar en øvelse i traktatfortolkning under anvendelse af metoderne beskrevet i artikel 31-33 i Wienerkonventionen. Mens Domstolen behandler konventionen som et levende instrument skal fortolkes i lyset af de nuværende forhold, mente den, at der ikke var et tilsvarende grundlag i artikel 29 for at anlægge samme tilgang til Oviedo-konventionen. Sammenlignet med den europæiske konvention var Oviedo-konventionen udformet som et rammeinstrument/-traktat, der fastlægger de vigtigste menneskerettigheder og principper inden for biomedicin, som skal udvikles yderligere med hensyn til specifikke områder gennem protokoller.
Især mens de relevante bestemmelser i konventionen ikke udelukkede tildelingen af en dømmende funktion til domstolen i forhold til andre menneskerettighedstraktater indgået inden for rammerne af Europarådet, var dette underlagt det forbehold, at dens jurisdiktion iht. dets konstituerende instrument forblev upåvirket. Den kunne ikke anvende proceduren i artikel 29 i Oviedo-konventionen på en måde, der var uforenelig med formålet med konventionens artikel 47, stk. 2, som var at bevare sin primære dømmende funktion som en international domstol, der udøver retfærdighed i henhold til konventionen.
I bemærkningerne fra regeringerne mente nogle, at Domstolen ikke var kompetent til at besvare spørgsmålene i henhold til artikel 47, stk. 2, i den europæiske konvention. Nogle gav forskellige forslag til, hvilke "beskyttelsesforhold" der skulle reguleres af de stater, der er part i Oviedo-konventionen. De fleste af dem oplyste, at deres nationale lovgivning tilbød ufrivillige indgreb i forhold til personer, der lider af en psykisk lidelse, hvor dette var nødvendigt for at beskytte andre mod alvorlig overlast. Generelt var sådanne indgreb underlagt de samme bestemmelser og var underlagt de samme beskyttelsesbetingelser som indgreb, der havde til formål at beskytte de pågældende personer mod at forvolde skade på dem selv. At forsøge at skelne mellem de to grundlag for ufrivillig indgriben var meget vanskeligt, da mange patologier udgjorde en risiko for både den pågældende person og tredjeparter.
Fællestemaet for de tre bidrag modtaget fra de intervenerende organisationer var, at artikel 7 og 26 i Oviedo-konventionen ikke var forenelige med Konvention om rettigheder for personer med handicap (CRPD). Forestillingen om at pålægge behandling uden samtykke var i strid med CRPD. En sådan praksis var i strid med principperne om værdighed, ikke-forskelsbehandling og personens frihed og sikkerhed og krænkede en række CRPD-bestemmelser, især artikel 14 i dette instrument. Alle parter i Oviedo-konventionen havde ratificeret CRPD, ligesom alle undtagen én af de 47 kontraherende stater til den europæiske konvention havde. Domstolen bør tilstræbe en harmonisk fortolkning mellem de tilsvarende bestemmelser i den europæiske konvention, Oviedo-konventionen og CRPD.
Efter Domstolens opfattelse kunne de "beskyttelsesforhold", som medlemslandene "behøvede at regulere for at opfylde minimumskravene til beskyttelse" i henhold til artikel 7 i Oviedo-konventionen, ikke præciseres yderligere ved abstrakt retsfortolkning. Det var klart, at denne bestemmelse afspejlede et bevidst valg om at overlade en vis spillerum til de deltagende stater til mere detaljeret at fastlægge de beskyttelsesbetingelser, der gælder i deres nationale lovgivning i denne sammenhæng. Med hensyn til forslaget om, at den trækker på relevante konventionsprincipper, gentog domstolen, at dens rådgivende jurisdiktion i henhold til Oviedo-konventionen skulle fungere i harmoni med og bevare sin jurisdiktion i henhold til den europæiske konvention, frem for alt med dens primære dømmende funktion som en international domstol, der administrerer retfærdighed. Den bør derfor i denne sammenhæng ikke fortolke nogen materielle bestemmelser eller retspraksis i konventionen. Selvom domstolens udtalelser i henhold til artikel 29 var rådgivende og derfor ikke-bindende, ville et svar stadig være autoritativt og fokusere mindst lige så meget på selve den europæiske konvention som på Oviedo-konventionen og risikere at hæmme dens fremtrædende stridsretlige jurisdiktion.
Ikke desto mindre påpegede domstolen, at på trods af Oviedo-konventionens særprægede karakter svarer kravene til stater i henhold til dens artikel 7 i praksis til kravene i den europæiske konvention, da alle de stater, der har ratificeret førstnævnte, på nuværende tidspunkt også er bundet af sidstnævnte. De garantier i national ret, der svarer til "beskyttelsesbetingelserne" i Oviedo-konventionens artikel 7, skal følgelig opfylde kravene i de relevante bestemmelser i den europæiske konvention, som er udviklet af domstolen gennem sin omfattende retspraksis mht. behandling af psykiske lidelser. Desuden er denne retspraksis karakteriseret ved Domstolens dynamiske tilgang til fortolkning af konventionen, som også er styret af nye nationale og internationale retlige og medicinske standarder. Derfor bør de kompetente nationale myndigheder sikre, at national lovgivning er og forbliver fuldt ud i overensstemmelse med de relevante standarder under den europæiske konvention, herunder dem, der pålægger staterne positive forpligtelser til at sikre effektiv udnyttelse af grundlæggende rettigheder.
Af disse grunde kunne hverken fastsættelse af minimumskravene til "regulering" i henhold til Oviedo-konventionens artikel 7 eller "opnåelse af klarhed" vedrørende sådanne krav baseret på domstolens domme og afgørelser vedrørende ufrivillige indgreb i forhold til personer med en psykisk lidelse. være genstand for en rådgivende udtalelse, der anmodes om i henhold til artikel 29 i dette instrument. Spørgsmål 1 lå derfor ikke inden for rettens kompetence. Med hensyn til spørgsmål 2, der fulgte efter det første og var nært forbundet hermed, fandt Retten ligeledes, at det ikke var inden for dens kompetence at besvare det.
