Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er udarbejdet af grupper og eksperter inden for det dannede Europaråd i 1949-1950, baseret på et tidligere udkast produceret af Europabevægelsen.
Efter omfattende debatter sendte Europarådets forsamling sit forslag til et menneskerettighedscharter, som var blevet udarbejdet af mere end 100 parlamentarikere i sommeren 1949, til rådets besluttende organ, Ministerkomitéen.
Udkastene til Europabevægelsen, som Europarådets Rådgivende Forsamling blev påvirket af betydeligt, indeholdt garantien om "frihed fra vilkårlig arrestation, tilbageholdelse og eksil og andre foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 9, 10 og 11 i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder."
Denne tekst gav ikke anledning til nogen diskussion i forsamlingen og blev gengivet uden ændring i forsamlingens anbefaling af 8. september 1949.
Ekspertkomitéen udarbejder udkast til ny konventionstekst
Ministerudvalget i Rådet af Europa mødtes i november 1949 og nægtede efter en gennemgang at acceptere udkastet til konvention udarbejdet af forsamlingen. En hovedbekymring var, at de rettigheder, der skulle garanteres, blot var opregnet, og at kontrollen med begrænsningerne af rettighederne var indeholdt i generel form.
Ministerkomitéen opfordrede derefter til, at der nedsættes et udvalg af juridiske eksperter, der skal udarbejde et udkast til konvention, som skulle tjene som grundlag for fremtidige drøftelser. De gav forsamlingens anbefaling til en Menneskerettigheder Charter til den nyoprettede ekspertkomité for menneskerettigheder. Udvalget fik til opgave at afgøre, om rettighederne skulle defineres mere præcist, for eksempel for at bringe dem i overensstemmelse med gældende lovgivning og betingelser, eller lade dem stå som generelle principerklæringer.
Ekspertkomitéens mandat erklærede, at: "der bør rettes behørig opmærksomhed mod de fremskridt, der er opnået i denne sag af de kompetente organer i De Forenede Nationer".
Udkastet til international konvention om menneskerettigheder udarbejdet af De Forenede Nationers Menneskerettighedskommission i midten af 1949, indeholdt en artikel om personlig sikkerhed, der sagde:
"1. Ingen må udsættes for vilkårlig anholdelse eller tilbageholdelse.
2. Ingen må berøves sin frihed undtagen på sådanne grunde og i overensstemmelse med en sådan procedure, som er fastsat ved lov."
Ekspertkomiteen gik i retning af en reduktion af rettighederne til positive lovformuleringer, som synes at have tjent formålet med at varetage statens interesser frem for individets interesser. Staten skulle nyde retssikkerhed over for andre stater, dette var det altoverskyggende synspunkt.
Europarådets Ekspertkomité for Menneskerettigheder fik "kommentarer fra Det Forenede Kongeriges regering modtaget af generalsekretæren" den 4. januar 1950. I disse kommentarer foreslog den britiske regering blandt andet ændringer af artiklen om sikkerhed i person, der begrænser det for visse personer. De formulerede dette som, "lovlig tilbageholdelse af personer med utilregnelig sind eller af mindreårige, ved lovlig ordre, med henblik på pædagogisk overvågning."
Den britiske regering havde allerede været part i et indlæg med samme indhold til De Forenede Nationers Menneskerettighedskommission med hensyn til udkastet fra midten af 1949 til International konvention om menneskerettigheder. Det var baseret på en bekymring for, at udkastet til menneskerettighedsteksten søgte at implementere universelle menneskerettigheder, herunder for personer med psykiske lidelser (psykosociale handicap), som var i modstrid med lovgivning og socialpolitik i Storbritannien og andre lande.
På sit første møde i februar 1950 behandlede Ekspertkomiteen for Menneskerettigheder forslag iværksat af flere af dens medlemmer. Det svenske medlem, dommer Torsten Salén påpegede, at det burde være muligt for staten at træffe "nødvendige foranstaltninger" for at bekæmpe vagt og alkoholisme.
Sir Oscar Dowson (Det Forenede Kongerige) gentog forslaget fra sin regering, specifikt artiklen om frihed og sikkerhed for personer, hovedsageligt rettet mod psykisk forstyrrede personer (med andre ord personer med psykosociale handicap).
Det foreløbige udkast til konvention, som i sidste ende blev vedtaget af ekspertkomitéen ved slutningen af dets første møde, gentog ord for ord artiklerne i Verdenserklæringen om retten til liv, og at: "Ingen må udsættes for vilkårlig arrestation, tilbageholdelse eller eksil. ”
Efter dette fremlagde briterne et nyt ændringsforslag med en lille tekstændring, men med samme indhold som deres tidligere forslag, til det næste møde i udarbejdelsesudvalget. Udvalget bestod af Sir Oscar Dowson (der fremsatte forslaget), Martin Le Quesne (en diplomat fra Det Forenede Kongeriges udenrigstjeneste), Birger Dons-Møller (en diplomat fra Danmarks Udenrigsministerium) og dommer Torsten Salén (Sverige).
Denne gang inkluderede udvalget på fire medlemmer – hvoraf to var fra Det Forenede Kongerige, et fra Danmark (som havde støttet det oprindelige britiske forslag) og et fra Sverige – både Storbritanniens og Sveriges foreslåede ændringer i konventionen. Med dette ændringsforslag fremhævede artiklen om personsikkerhed "usundt sind, alkohol- eller stofmisbrugere eller vagranter" fra den almindelige befolkning.
Afslutning af konvention
Det udkast til konvention, som ekspertkomitéen endelig forelagde for Ministerkomitéen, indeholdt to artikler svarende til den nuværende artikel 5, om frihed og personlig sikkerhed.
Dette udkast til konvention blev gennemgået af en konference af højtstående embedsmænd, der mødtes i juni 1950. De havde masser af spørgsmål at diskutere, men af ukendte årsager vendte de ikke tilbage til teksten i artiklen om personers frihed og sikkerhed. Rapporten og udkastet til konvention vedtaget af Konferencen af Højtstående Embedsmænd blev forelagt Europarådets Ministerkomité i august 1950. Den 7. august 1950 vedtog Ministerkomiteen det udkast til "Konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskerettigheder". Grundlæggende friheder."
Den 3. november 1950 undersøgte en komité af juridiske eksperter konventionens tekst for sidste gang og indførte en række rettelser af form og oversættelse. Ved den lejlighed blev artikel 5 udsat for et par små ændringer, hvoraf ingen vedrører de specifikke undtagelser for "personer med uforstand, alkoholikere eller stofmisbrugere eller omstrejfere." Konventionen fik dermed sin endelige form. Den europæiske menneskerettighedskonvention blev underskrevet dagen efter.
Den europæiske konvention tillader frihedsberøvelse på grund af "vanvid"
Konventionens artikel 5 om retten til frihed og sikkerhed for personer gennem arbejdet udført af Det Forenede Kongeriges repræsentanter, Danmark og Sverige, som instrueret af deres seniorer i deres udenrigsministerier, kom således til at inkludere et specifikt sprog, der tillader lovlig tilbageholdelse af det meget brede og udefinerede begreb "personer med usundt sind" udelukkende med den begrundelse, at de har eller menes at have psykosociale handicap. Det er med andre ord skrevet ind i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at psykiatriske ufrivillige forpligtelser og endvidere, at frihedsberøvelser af alkoholikere og omstrejfere er i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedsstandard, så længe disse sker ud fra en national lov.
Dette afsnit i konventionen er ikke blevet ændret siden og er stadig i kraft.
