Europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) er bredt anerkendt som en vigtig og effektiv international traktat til beskyttelse af menneskerettigheder. Det har spillet en vigtig rolle i udviklingen og bevidstgørelsen af menneskerettighederne i Europa. Og det har haft en betydelig indflydelse på lovgivningen i de fleste europæiske lande. Det er svært at overvurdere dens betydning. Europa er i mange henseender blevet et bedre sted at bo i det sidste halve århundrede, og EMRK har spillet en vigtig rolle i at skabe dette.
Menneskerettigheder blev set som et grundlæggende redskab af de ledende magter efter Anden Verdenskrig til at forhindre de alvorligste menneskerettighedskrænkelser, som var sket under krigen, i at gentage sig.
Udarbejdelsen af de første menneskerettighedsinstrumenter, den Verdenserklæringen om menneskerettigheder, og efterfølgende den internationale menneskerettighedskonvention, var blevet indledt inden for De Forenede Nationers område kort efter Anden Verdenskrigs afslutning. Det gik dog langsomt fremad, delvist på grund af forskellige synspunkter om, hvad menneskerettigheder var eller kunne blive enige om. Dette kan have været en stærkt medvirkende årsag til, at det blev besluttet at skubbe frem på menneskerettighedsdagsordenen for Europa med og på Europakongressen, der blev afholdt i maj 1948.
En erklæring og løfte om at oprette en europæisk konvent blev udstedt på kongressen. Den anden og tredje artikel i løftet sagde: "Vi ønsker et charter om Menneskerettigheder garanterer tanke-, forsamlings- og ytringsfrihed samt ret til at danne en politisk opposition. Vi ønsker en Domstol med passende sanktioner for gennemførelsen af dette charter."
I sommeren 1949 var mere end 100 parlamentarikere fra de daværende tolv medlemslande af Rådet for Europa mødtes i Strasbourg til det første møde nogensinde i Rådets Rådgivende Forsamling (forsamlingen af parlamentarikere, som i dag er kendt som den parlamentariske forsamling). De mødtes for at udarbejde et "charter om menneskerettigheder" og for det andet for at oprette en domstol til at håndhæve det.
Efter omfattende debatter sendte forsamlingen sit endelige forslag til rådets besluttende organ, Ministerkomitéen. Ministrene indkaldte en ekspertgruppe til at gennemgå og færdiggøre selve konventionen.
Den europæiske konvention blev diskuteret og dens endelige tekst formuleret af denne ekspertgruppe, som til dels bestod af diplomater fra medlemslandenes ministerier. De søgte at inkorporere en traditionel borgerfrihedstilgang til at sikre "effektivt politisk demokrati", fra traditionerne i Det Forenede Kongerige, Frankrig og andre medlemslande i det nydannede Europaråd.
Den europæiske menneskerettighedskonvention blev åbnet for undertegnelse den 4. november 1950 i Rom og trådte i kraft den 3. september 1953.
