Europarådet er kommet i et alvorligt dilemma mellem to af dets egne konventioner, der indeholder tekster baseret på forældede diskriminerende politikker fra første del af 1900-tallet og de moderne menneskerettigheder fremmet af FN. Dette bliver stadig tydeligere, efterhånden som en kontroversiel tekst udarbejdet af Europarådets komité for bioetik skulle gennemgås endeligt. Det ser ud til, at Europarådets komitéer er blevet bundet af at skulle håndhæve konventionstekst, der i realiteten fastholder en Eugenik spøgelse i Europa.
Styregruppen for Menneskerettigheder i Europarådet mødtes torsdag den 25. november for blandt andet at blive orienteret om arbejdet i dets umiddelbare underordnede organ, Komitéen for Bioetik. Nærmere bestemt Komitéen for Bioetik i forlængelse af Europarådet Konventionen om menneskerettigheder og biomedicin havde udarbejdet et eventuelt nyt retsinstrument, der regulerer beskyttelsen af personer under brugen af tvangsmidler i psykiatrien. Det skulle afsluttes på udvalgets møde den 2. november.
I processen med at udarbejde dette mulige nye juridiske instrument (teknisk er det en protokol til en konvention), har det været udsat for fortsat kritik og protester fra en bred vifte af fester. Dette omfatter fra FN's særlige procedurer, FN's Menneskerettighedsråd, Europarådets egen kommissær for menneskerettigheder, Rådets Parlamentariske Forsamling og talrige organisationer og eksperter, der forsvarer rettighederne for personer med psykosociale handicap.
Udkast til tekst forelagt for Styrekomitéen for Menneskerettigheder
Sekretæren for Komitéen for Bioetik, fru Laurence Lwoff, præsenterede torsdag Styrekomitéen for Menneskerettigheder beslutningen fra Komitéen for Bioetik om ikke at foretage en endelig diskussion af teksten og stemme for dens behov og overholdelse af internationale menneskerettigheder. Officielt blev det forklaret som en ændring af afstemningen. I stedet for at tage endelig stilling til godkendelsen eller vedtagelsen af udkastet til protokol, blev det besluttet, at udvalget skulle stemme om, hvorvidt det skulle sende den udkastede tekst til Rådets besluttende organ, Ministerkomitéen, "med en med henblik på en afgørelse." Dette blev noteret af Styrekomitéen for Menneskerettigheder.
Udvalget for Bioetik havde godkendt dette med flertalsafstemning under sit møde den 2. november. Det var ikke uden nogle kommentarer. Det finske medlem af udvalget, Mia Spolander, stemte for overførslen af den udkast til protokol, men påpegede, at "Dette er ikke en afstemning om vedtagelse af teksten til udkastet til tillægsprotokol. Denne delegation stemte for overførslen, fordi vi ser, at denne komité under de nuværende omstændigheder ikke kan komme videre uden yderligere vejledning fra Ministerudvalget."
Hun tilføjede, at selvom man har brug for nødvendige juridiske garantier for de personer, der er udsat for tvangsanbringelse og tvangsbehandling i psykiatrien, kan man "ikke se bort fra den omfattende kritik, som dette udkast er blevet udsat for." Udvalgets medlemmer fra Schweiz, Danmark og Belgien afgav lignende udtalelser.
Formanden for Komitéen for Bioetik, Dr. Ritva Halila fortalte The European Times at "Den finske delegation udtrykte sine synspunkter under hensyntagen til forskellige synspunkter sendt til regeringen af forskellige parter. Der er naturligvis forskelligheder i synspunkter og meninger, som i alle vanskelige spørgsmål, der skal løses i udviklingen af national lovgivning."
Kritik af udarbejdet tekst
Meget af kritikken af Europarådets mulige nye juridiske instrument henviser til det paradigmeskifte i synspunkt og behovet for dets implementering, som fandt sted med vedtagelsen i 2006 af den internationale menneskerettighedstraktat: Konvention om rettigheder for personer med handicap. Konventionen hylder menneskelig mangfoldighed og menneskelig værdighed. Dens hovedbudskab er, at personer med handicap har ret til hele spektret af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder uden forskelsbehandling.
Hovedkonceptet bag konventionen er et skridt væk fra en velgørende eller medicinsk tilgang til handicap til en menneskerettighedstilgang. Konventionen fremmer fuld deltagelse af personer med handicap på alle livets områder. Den udfordrer skikke og adfærd baseret på stereotyper, fordomme, skadelig praksis og stigmatisering i forbindelse med personer med handicap.
Dr. Ritva Halila fortalte The European Times at hun insisterer på, at det udkast til nye juridiske instrument (protokol) slet ikke er i strid med FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UN CRPD).
Dr. Halila forklarede, at "Sygdom er en tilstand, akut eller kronisk, der er baseret på kroppens forandring og kan enten helbredes eller i det mindste lindres. Handicap er ofte en stabil tilstand hos en person, som normalt ikke er nødvendig for at blive helbredt. Nogle psykiatriske sygdomme kan forårsage psykisk eller psykosocialt handicap, men de fleste personer med handicap falder ikke ind under denne protokols kategori."
Hun tilføjede, at "Omfanget af FN's CRPD er meget bredt. Det er ikke baseret på medicinsk diagnose men ofte stabile inabiliteter og behov for støtte for at kunne føre et så normalt liv som muligt. Disse udtryk blandes, men de er ikke ens. CRPD kan også dække personer med kroniske psykiatriske lidelser, der også kan forårsage – eller kan være baseret på – handicap, men ikke alle psykiatriske patienter er handicappede."
Det gamle vs det nye handicapbegreb
Dette handicapbegreb, at det er en tilstand, der er iboende i personen, er dog præcis, hvad UN CRPD sigter mod at håndtere. Den falske idé om, at personen, der skal anses for at kunne forsørge sig selv, skal "helbredes" for funktionsnedsættelsen, eller i det mindste skal funktionsnedsættelsen reduceres så meget som muligt. I det ældre synspunkt tages der ikke hensyn til miljøforhold, og handicap er et individuelt problem. Personer med handicap er syge og skal repareres for at nå det normale.
Menneskerettighedstilgangen til handicap, der er vedtaget af De Forenede Nationer, anerkender personer med handicap som subjekter af rettigheder, og at staten og andre har ansvar for at respektere disse personer. Denne tilgang sætter personen i centrum, ikke hans/hendes funktionsnedsættelse, og anerkender værdier og rettigheder for personer med handicap som en del af samfundet. Den ser på barriererne i samfundet som diskriminerende og giver mennesker med handicap muligheder for at klage, når de står over for sådanne barrierer. Denne rettighedsbaserede tilgang til handicap er ikke drevet af medfølelse, men af værdighed og frihed.
Gennem dette historiske paradigmeskifte skaber FN's CRPD ny jord og kræver nytænkning. Dens implementering kræver innovative løsninger og efterlader tidligere synspunkter.
Dr. Ritva Halila specificeret til The European Times at hun gennem de seneste år har læst artikel 14 i FN's CRPD flere gange i forbindelse med udarbejdelsen af protokollen. Og at "I artikel 14 i CRPD understreger jeg henvisningen til lov i begrænsninger af personlig frihed og garantier for at beskytte rettighederne for personer med handicap."
Dr. Halila bemærkede, at "Jeg er helt enig i indholdet af denne artikel og mener og fortolker, at der ikke er nogen uenighed med den udkastede protokol fra Komitéen for Bioetik, selv om FN's Komité for Personer med Handicap har fortolket denne artikel på en anden måde. Jeg har diskuteret dette med flere mennesker, menneskerettighedsadvokater og personer med handicap inklusive, og så vidt jeg forstår, har de aftalt dette med dem [FN's CRPR-komité]."
FN's komité for rettigheder for personer med handicap udsendte som en del af den offentlige høring i 2015 en umiskendelig erklæring til Europarådets komité for bioetik om, at "ufrivillig anbringelse eller institutionalisering af alle personer med handicap, og især af personer med intellektuelle eller psykosociale handicap, herunder personer med 'psykiske lidelser', er forbudt i international ret i kraft af konventionens artikel 14, og udgør vilkårlig og diskriminerende frihedsberøvelse af personer med handicap, da den udføres på grundlag af faktisk eller opfattet funktionsnedsættelse. ”
FN-komitéen påpegede endvidere over for Komitéen for Bioetik, at deltagerstaterne skal "afskaffe politikker, lovgivningsmæssige og administrative bestemmelser, der tillader eller udfører tvangsbehandling, da det er en vedvarende overtrædelse, der findes i love om mental sundhed over hele kloden, på trods af empiriske beviser, der indikerer dets behandling. manglende effektivitet og synspunkter fra mennesker, der bruger mentale sundhedssystemer, som har oplevet dyb smerte og traumer som følge af tvangsbehandling."
De forældede konventionstekster
Europarådets komité for bioetik fortsatte imidlertid udarbejdelsen af det nye mulige juridiske instrument med henvisning til en tekst, som udvalget selv havde formuleret i 2011 med titlen: "Erklæring om FN's konvention om rettigheder for personer med handicap". Udtalelsen i sit nøglepunkt ser ud til at bekymre sig om FN's CRPD i virkeligheden tager kun hensyn til udvalgets egen konvention, konventionen om menneskerettigheder og biomedicin, og dens opslagsværk – Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
I konventionen om menneskerettigheder og biomedicin, artikel 7, beskrives beskyttelsesforhold, der skal være på plads, hvis en person, der har en psykisk lidelse af alvorlig karakter, udsættes for tvangsforanstaltninger i psykiatrien. Artiklen er en konsekvens og et forsøg på at begrænse den skade, der kan forvoldes, hvis Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 gennemføres i bogstavelig forstand.
Den europæiske menneskerettighedskonvention, der blev udarbejdet i 1949 og 1950, giver tilladelse til at fratage "personer med usundt sind" på ubestemt tid uden anden grund end, at disse personer har et psykosocialt handicap. Teksten blev formuleret af repræsentant for Det Forenede Kongerige, Danmark og Sverige, ledet af briterne til at autorisere Eugenics forårsagede lovgivning og praksis, der var på plads i disse lande på tidspunktet for udformningen af konventionen.
"På samme måde som konventionen om menneskerettigheder og biomedicin må det erkendes, at den europæiske menneskerettighedskonvention (EMK) er et instrument, der stammer fra 1950, og EMRK's tekst afspejler en forsømmelse og forældet tilgang vedrørende rettighederne til personer med handicap".
Catalina Devandas-Aguilar, FN's særlige rapportør om rettigheder for personer med handicap
"Når der er bestræbelser på verdensplan for at reformere mentalsundhedspolitikken, kommer det til vores overraskelse, at Europarådet, en stor regional menneskerettighedsorganisation, planlægger at vedtage en traktat, der ville være et tilbageslag for at vende al positiv udvikling i Europa og sprede en afkølende effekt andre steder i verden."
FN-eksperter, i en erklæring af 28. maj 2021 til Europarådet. Underskrevet af blandt andre den særlige rapportør om rettigheder til den højest opnåelige tilstand af fysisk og mental sundhed, den særlige rapportør for rettigheder for personer med handicap og FN's CRPD-komité
