Af Martin Hoegger
Et af højdepunkterne på Together for Europe-mødet i Timişoara (Rumænien, 16.-19. november 2023) var en workshop om fred. Det gav ordet til vidner fra lande i krig, såsom Ukraine og Det Hellige Land. De har alle venner og familie i disse regioner.
At kende mennesker personligt fra regioner i konflikt ændrer vores opfattelse. Har du venner eller familie i disse regioner? Hvis det er tilfældet, kan vi ikke længere tale om disse konflikter i teoretiske termer, fordi folk er involveret. Et andet spørgsmål: Er du involveret i et gensidigt hjælpeprojekt i konfliktområder? Nicole Grochowina, fra det protestantiske samfund i Selbitz i Tyskland, bad deltagerne besvare disse spørgsmål i begyndelsen af workshoppen.
Uddannelse til fred og dialog
Donatella, en italiener bosat i Ukraine, som tilbragte 24 år i Rusland i et Focolare-samfund, siger: "Denne krig er et åbent sår. Der er en masse lidelse rundt omkring mig. Det eneste svar, jeg kan finde, er at se på Jesus korsfæstet. Hans råb giver mig mening; hans smerte er en passage. Så forstod jeg, at kærlighed er stærkere end smerte. Det hjælper mig til ikke at trække mig tilbage i mig selv. Så ofte føler vi os magtesløse. Det eneste, vi kan gøre, er at lytte og give et lille håb og et smil. Vi skal skabe rum i os selv til at lytte dybt og bringe smerten ind i vores egne hjerter, så vi kan bede”.
En anden deltager i dette rundbordsbord blev født i Moskva og boede der i 30 år. Hendes mor er russisk og hendes far ukrainsk. Hun har venner i både Rusland og Ukraine. Ingen troede på, at sådan en krig ville være mulig, og at Kiev ville blive bombet! Hun har stillet sig til rådighed for at tage imod flygtninge. Hun er dog ikke tryg ved retorikken fra dem, der afviser alle russere. Hun lider, fordi hun er splittet mellem de to parter.
Margaret Karram, præsidenten for Focolare-bevægelsen - en israeler af palæstinensisk oprindelse - siger tre meget aktuelle ord til hende: "broderskab, fred og enhed". Tiden er inde til at fremhæve vores pligter, fordi det ikke er nok at tale om en retfærdig fred, vi skal uddanne folk til fred og dialog.
Hun er født i Haifa, hvor jøder og palæstinensere bor sammen, og studerede i et katolsk miljø med muslimsk tilstedeværelse. I Haifa var hendes naboer jøder. Hendes tro gjorde hende i stand til at overvinde diskrimination.
Så boede hun i Jerusalem, i en by, hvor mange afdelinger adskiller folk. Hun var chokeret over dette og arbejdede på at bringe dem sammen. Senere studerede hun jødedom i USA. Hjemme igen blev hun involveret i flere tværreligiøse initiativer, især for børn. Hun opdagede, at så meget er fælles for alle tre religioner.
Philip McDonagh, direktør for Den Europæiske Unions Center for Religioner og Værdier, påpeger, at artikel 17 i EU-charteret opfordrer til at intensivere dialogen. Med hensyn til territoriale krav er han overbevist om, at tid er vigtigere end rum, og at helheden er større end summen af dens dele.
Diplomatiet af "teologiske dyder"
Sylvester Gaberscek er tidligere udenrigsminister i Sloveniens kulturministerium. Som brobygger mellem vidt forskellige partier havde han relationer til politikere fra alle sider. Han opdagede, at det er muligt at arbejde sammen for det fælles bedste trods had. Han praktiserede, hvad han kalder "et diplomati af tro, håb og kærlighed".
Kaldet til Kosovo og Serbien for at give træning i dialog, opdagede han, at "det eneste, jeg skulle gøre, var at lytte og forstå alle. "Folk blev forvandlet af det".
Édouard Heger, tidligere præsident og premierminister i Slovakiet, spekulerer på, hvordan man kommer ud af en krig og forhindrer den næste. Det er det centrale spørgsmål. Han mener, at roden til enhver krig altid er mangel på kærlighed og forsoning.
De kristnes kald er at være forsoningens mennesker. De skal rådgive politiske ledere med henblik på forsoning. Men forsoning afhænger også af, at vi er modige og taler med kærlighed. Folk vil have denne besked.
Biskop Christian Krause, tidligere præsident for Det Lutherske Verdensforbund, bemærker, at en ven hurtigt kan blive til en fjende. Kun kærlighed til Jesus kan overvinde denne smerte. Faktisk er hans saligprisninger et fyrtårn af lys. De to ovenstående politikere havde modet til at følge Jesus ved at leve efter dem.
I Østtyskland, før Murens fald, var Kirken et sted for frihed. Et mirakel fra Gud fandt sted. Ja, det er værd at håbe på Gud og gøre det offentligt. Kirkernes døre skal forblive åbne i disse tider med transformation. Og for kristne at være håndværkere af forsoning.
"Vi er en minoritet, men en kreativ en", siger han. Uden en pagt om gensidig kærlighed kan vi ikke være sikre på, at Jesus er i vores midte. Men hvis han er det, er det ham, der bygger huset. Og forsoningens mirakel vil blive gennemført... i Europa og i hele verden!
Foto: Fra venstre mod højre, Edouard Heger, Margaret Karram, Sylvester Gaberscek og S. Nicole Grochowina