Den nyligt udgivne rapport fra Stop Amhara Genocide Association og Coordination des Associations et des Particuliers pour la Liberté de Conscience (CAP LC) tegner et dybt foruroligende billede af de igangværende grusomheder begået mod Amhara-folket i Etiopien. De fremlagte beviser peger på en systematisk voldskampagne, tvungen fordrivelse og kulturel sletning, der svarer til folkedrab.
I dette interview vil jeg tale med Yodith Gideon, en repræsentant fra Stop Amhara Folkemord, for at få yderligere indsigt i situationen på stedet, de udfordringer, som Amhara-samfundet står over for, og de skridt, der skal tages for at stoppe dette folkedrab og sikre ansvarlighed for gerningsmændene.
Robert Johnson : Rapporten beskriver talrige hændelser med massakrer, målrettede drab og grusomheder begået mod Amhara-folket. Hvad er nøglefaktorerne, der driver denne systematiske vold og folkedrab mod Amhara-samfundet i din vurdering?
Stop Amhara folkemord (Yodith Gideon): I forståelsen af den systematiske vold mod Amhara-folket opstår en dyster fortælling om magtkamp og ressourcemanipulation. Rødderne til denne krise kan spores tilbage til annekteringen af vitale Amhara-lande, især Welkait Tegede, Telemit og Raya, af Tigray People's Liberation Front (TPLF), da den kom til magten for 34 år siden. Disse regioner, rige på frugtbar jord, der er afgørende for Amhara i Gonder og Wello, blev strategisk beslaglagt for at styrke TPLF's kontrol og adgang til ressourcer.
Desuden strakte TPLF's del-og-hersk taktik sig ud over territorial annektering. I Gojam blev traditionelle Amhara-lande spaltet i to, og fødte Benishangul Gumuz-regionen, hvor Amharas udgør en minoritet midt i en mosaik af otte andre etniske grupper. Denne region, hjemsted for den kontroversielle renæssancedæmning, symboliserer ikke kun økonomiske muligheder, men også en geopolitisk satsning. Ved at skabe en demografisk blanding, der var gunstig for deres interesser, sikrede TPLF fodfæste i regionen, sikret af en buffer af ikke-Amhara etniske grupper.
TPLF's udtræden af magten i 2018 varslede ikke en ende på Amharas trængsler. Oromo-fraktionens fremgang har bragt sit eget mærke af uro, præget af etnisk udrensning og demografisk teknik. Hemmelige møder afslører skumle hensigter, med planer om at erstatte Amhara-indbyggere med Oromos, med det formål at tippe den demografiske skala til deres fordel. Denne kalkulerede manøvrering handler ikke kun om magt; det er et strategisk skridt mod potentiel løsrivelse, der sikrer en region fri for Amhara-indflydelse.
I dette flygtige landskab befinder Amhara-folket sig fanget mellem rivaliserende fraktioner, selve deres eksistens er truet af politiske intriger og etniske stridigheder. For at bryde denne voldscyklus må Etiopien konfrontere denne fastlåste magtdynamik, beskytte alle sine borgeres rettigheder og fremme inklusiv regeringsførelse, der overskrider etniske skel. Først da kan Amhara-samfundet, og faktisk alle etiopiere, håbe på en fremtid fri fra spøgelset af vold og forfølgelse.
Robert Johnson : Rapporten fremhæver den etiopiske regerings utilstrækkelige og endda medskyldige reaktion på den igangværende krise. Hvilke specifikke handlinger eller manglende handlinger fra regeringens side har forværret situationen, og hvad er konsekvenserne af denne manglende ansvarlighed?
SAG : Regeringens passivitet og medvirken til krisen har kun givet næring til dens eskalering. Da regeringen er gerningsmanden, forbliver ansvarlighed uhåndgribelig, hvilket fastholder en cyklus af straffrihed og bringer de berørte samfund yderligere i fare.
Robert Johnson : Rapporten tegner et rystende billede af den igangværende krise med talrige dokumenterede hændelser med massakrer, målrettede drab, tvangsfordrivelser og bevidst ødelæggelse af Amhara-samfund og kulturarv. Det fremhæver også den etiopiske regerings utilstrækkelige og endda medskyldige reaktion, såvel som det komplekse forhold mellem Tigray-konflikten og folkedrabet i Amhara.
SAG : Tilblivelsen af Tigray-konflikten stammede fra en magtkamp mellem TPLF og Oromo Democratic Party (ODP), Tigrayan- og Oromo-fløjene i det regerende EPRDF-parti. Da det etiopiske folk krævede forandring fra årtiers systematiske overgreb, afgav TPLF til sidst sit magtmonopol til ODP i håb om at dæmpe offentlig utilfredshed. Men da ODP uventet overtog magten, nægtede TPLF at give efter, hvilket udløste en krig om kontrol.
Under konflikten mellem Abiy-administrationen og TPLF manøvrerede begge sider strategisk for at svække Amhara-befolkningen. Chokerende nok blev Amhara-soldater ofte sendt i krig med minimal ammunition. Der er rapporter om tilfælde, hvor to Amhara-mænd kun fik ét våben og 40 kugler imellem dem. Dette efterlod dem sårbare og dårligt forberedte til at forsvare sig mod de velbevæbnede TPLF-styrker.
Desuden blev 80 % af Etiopiens våben opbevaret i Tigray, hvilket gav TPLF en betydelig fordel. Amhara-soldater var således i en alvorlig ulempe, da de stod over for en bedre udrustet fjende med begrænsede ressourcer.
Desuden var der tilfælde, hvor den føderale hær opgav deres tunge våben, hvilket skabte et tomrum for TPLF-soldater at udnytte. Soldater, der blev afhørt om, hvorfor de forlod området, rapporterede, at de blev beordret til at opgive våbnene og forlade området uden spørgsmål. Denne opgivelse af våben lettede ikke kun TPLF's aggression, men efterlod også Amhara-civile forsvarsløse mod den efterfølgende vold og grusomheder.
Derudover var der rapporter om, at Amhara-mænd blev tvangsrekrutteret og derefter overfaldet og dræbt på vej til krigszonen.
Denne strategiske manipulation af konflikten fortsatte ikke kun volden, men førte også til enorme lidelser og tab af menneskeliv blandt Amhara-befolkningen. Det understreger det presserende behov for ansvarlighed og afgørende international intervention for at standse grusomhederne og bringe gerningsmændene for retten.
Robert Johnson : Rapporten understreger målretningen af den etiopiske ortodokse kirke og dens præster som en del af det bredere angreb på Amharas identitet og kultur. Hvad er betydningen af disse angreb, og hvordan kan det internationale samfund hjælpe med at beskytte religionsfriheden og beskytte kulturarven i Etiopien?
SAG: Den bevidste angreb på den etiopiske ortodokse kirke og dens præster er et foruroligende aspekt af det bredere angreb på Amharas identitet og kultur. Disse angreb har dyb betydning ud over religiøs forfølgelse; de repræsenterer en kalkuleret indsats for at underminere selve strukturen i Amhara-samfundet og erodere dets kulturelle arv og følelse af identitet.
Den etiopiske ortodokse kirke har en enorm kulturel og historisk betydning for Amhara-folket, og den har fungeret som en hjørnesten i deres identitet og fælles liv i århundreder. Ved at angribe kirken og dens præster, sigter gerningsmændene på at destabilisere og gøre Amhara-samfundet uhæmmet, indgyde frygt og så splittelse.
Ydermere er disse angreb på religiøse institutioner en del af en bredere strategi til at undertrykke uenighed og kontrollere de narrative, forstummende røster, der taler for menneskerettigheder og social retfærdighed. Ved at underminere religionsfriheden søger gerningsmændene at påtvinge deres egen ideologi og undertrykke alternative synspunkter, hvilket yderligere forværrer spændinger og fastholder cyklusser af vold.
I lyset af denne alarmerende udvikling har det internationale samfund en afgørende rolle at spille med hensyn til at beskytte religionsfriheden og beskytte kulturarven i Etiopien. Dette inkluderer robuste diplomatiske bestræbelser på at presse den etiopiske regering til at opretholde sine forpligtelser i henhold til international lov og respektere alle dens borgeres rettigheder, uanset deres religiøse eller etniske tilhørsforhold.
Robert Johnson : Rapporten opfordrer til en hurtig international intervention og en uafhængig undersøgelse af grusomhederne. Hvilke specifikke handlinger mener du, at det internationale samfund, herunder FN og medlemslande, bør tage for at standse folkedrabet i Amhara og sikre ansvarlighed for gerningsmændene?
SAG : Absolut, der er behov for en hurtig handling fra det internationale samfund for at løse de igangværende grusomheder mod Amhara-folket. Det er på høje tid, at verden går op og tager en meningsfuld handling for at stoppe folkedrabet i Amhara og sikre ansvarlighed for gerningsmændene.
Amhara Fanos dedikation til at forsvare deres folk er prisværdigt og understreger det presserende behov for ægte repræsentation og beskyttelse af Amhara-samfundet. Det er bydende nødvendigt at have ledelse, der prioriterer sikkerhed og velvære for alle etiopiere, uanset etnicitet. Ligesom historien har vist med afvisningen af den nazistiske ledelse, skal der være ansvarlighed for eventuelle kriminelle elementer i regeringen. Sammenligningen med det nazistiske parti er gribende, da det repræsenterer et regime, der er ansvarligt for det forfærdelige folkedrab. Hele regeringssystemet skal holdes ansvarlig for dets handlinger, og Amhara-folket fortjener, som alle etiopiere, ledelse, der opretholder menneskerettighederne og sikrer deres beskyttelse uden at stole på eksterne fredsbevarende styrker. Frem for alt har Amhara-folket brug for ægte repræsentation, der opretholder deres ret til liv.
Vi skal huske, at gerningsmændene kontrollerer regeringen, alternative strategier bliver bydende nødvendigt. For det første skal vi styrke lokale modstandsbevægelser, såsom Amhara Fanos, ved at levere ressourcer og strategisk bistand til at beskytte deres lokalsamfund. For det andet kan en fortaler for efterforskning og retsforfølgelse af gerningsmænd ved Den Internationale Straffedomstol sikre ansvarlighed for grusomheder. For det tredje kan målrettede sanktioner mod personer involveret i folkedrab, en våbenembargo og humanitær intervention som en sidste udvej direkte påvirke gerningsmændenes evne til at fortsætte deres handlinger. Det er også afgørende at engagere regionale partnere og dokumentere krænkelser af menneskerettighederne og samtidig øge bevidstheden. Det er en mangefacetteret tilgang, der kræver en vedvarende indsats, men ved at forfølge disse handlinger i fællesskab kan vi arbejde hen imod retfærdighed og forhindre yderligere tab af menneskeliv.
Det er klart, at Amhara-folket står over for en eksistentiel trussel, med selve deres identitet og eksistens på spil. Det internationale samfund må lytte til den presserende opfordring til handling, der er skitseret i rapporten, og tage afgørende skridt til at standse folkedrabet, beskytte de sårbare og holde gerningsmændene ansvarlige. Vi kan ikke stå stille, mens uskyldige liv går tabt, og en rig kulturarv udviskes. Det er vores moralske imperativ at stå i solidaritet med Amhara-folket og arbejde utrætteligt for at sikre en fremtid, hvor de kan leve i fred, værdighed og sikkerhed.
