Fra tid til anden spiser man morgenmad med nogle internationale nyheder udgivet af journalistiske medier af alle slags, af dem der fanger ens opmærksomhed. I nogle tilfælde plejer jeg at læse dem og lægge dem til side, og i andre bliver de simpelthen en del af mit arkiv af glemte papirer, en slags avissider glemt i kasser, som fra tid til anden går over til et bedre liv. De samler støv, optager plads og med årene rejser de nogle kommentarer blandt folk omkring dig: …hvis en psykolog så dit arbejdsværelse, ville han ikke tøve med at diagnosticere dig med Diogenes syndrom, det har jeg endda hørt fra venner og familie. Denne Diogenes beholdt helt sikkert så mange ting, at han kom ud af kontrol. Dette er ikke min sag.
Selvfølgelig angriber jeg fra tid til anden, i min personlige søgen efter mere plads, de kasser, pressebeholdere, og mange af dem går efter en diskret gennemgang for at indtage den plads, historien giver dem i papircontaineren. Men ved andre lejligheder kommer en allerede glemt overskrift tilbage for igen at minde mig om, hvorfor jeg beholdt den. I dette tilfælde overskriften til en klumme i avisen El País af 13. august 2014 (10 år siden) WHO (World Health Organization) indrømmer brugen af eksperimentelle lægemidler. At skærme sig bag godkendelsen af en etisk komité, der tilhører samme organisation (Juan Palomo, yo me lo guiso, yo me lo como – typisk spansk ordsprog, der betyder, at man gør alt uden nogen andens tilladelse) de godkendte på det tidspunkt brugen af eksperimentelle behandlinger på ofrene for et ebola-udbrud, der fandt sted på det tidspunkt i Vestafrika, uden overhovedet at have bevist deres effektivitet. For at retfærdiggøre denne behandling argumenterede WHO's daværende vicedirektør for sundhedssystemer, at andre tidligere behandlinger ikke virkede, og at derfor ... det er ikke kun etisk, men et moralsk imperativ.
WHO-erklæringen henviste ifølge selve udklipningen ikke til det forsøgsserum, der var blevet godkendt til brug i humane marsvin, men at visse etiske kriterier også skulle tages i betragtning, herunder gennemsigtighed om lægemidlets art (Hvilken gennemsigtighed kan der være, når arten af resultaterne ikke er kendt? Ah! Disse læger). Selvfølgelig var der også lagt vægt på respekt for individet, værdighed og samfundsengagement og, jeg glemte, samtykke. Selvom hvis du bor i Vestafrika, et af de mest deprimerede områder i verden, hvor du absolut intet har at overleve på, vil uanset hvad dem, der har kontrol over den "medicinske shaman"-skur, fortælle dig, at det vil være fint med dem. Hvad er forskellen mellem at dø af ebola, underernæring eller en hvilken som helst anden sygdom, som du ikke er forberedt på, eller at tjene som laboratorierotte for de store medicinalvirksomheder, inklusive det falske sundhedsvagt-imperium med forkert navn til WHO?
Desuden blev det i samme udklip bekræftet, at WHO havde givet grønt lys for brugen af visse eksperimentelle lægemidler på disse mennesker i Afrika, efter at en talsmand en uge tidligere havde frarådet brugen af ethvert produkt … der ikke har gennemgået den normale proces med licenser og medicinske tests.
Jeg vil selvfølgelig ikke gå i dybden med dette emne her, men gå videre og sig, at der kunne skrives en bog om emnet. Hvis du har tid og mulighed, råder jeg dig til at sætte den sætning, der tjener som overskriften på denne meningsartikel: WHO tillader, at eksperimentelle lægemidler bruges, uanset dit sprog, og du vil se, hvordan tusindvis af indlæg om dette emne vil komme op. . Selve COVID 19-pandemien, som ikke var en pandemi og ikke kastede verden ud i en frygtindgydende ende af tider, var uden tvivl et af WHO's og nogle store farmaceutiske virksomheders sidste projekter om, hvordan man bruger eksperimentelle lægemidler på mennesker, med forskel på, at de ved denne lejlighed blev brugt på dem, der kunne betale for dem, hvilket berigede industrien på en skamfuld og modbydelig måde. Regeringer løj for os, nogle præsidenter talte endda åbent om ikke-eksisterende ekspertudvalg (som i tilfældet med Spanien), de talte om gennemsigtighed og etik, de brugte os ved at kalde os dumme og pege fingeren ad os, hvis vi ikke var enige med deres afhandlinger. Alle grænser blev overskredet. De kaprede demokratiet og friheden og udsatte os for unødvendig stress, som vi kom ud af, for senere at definere os generelt som psykisk syge.
En dag forestiller jeg mig, at sandheden skal frem i lyset eller i det mindste fortsætte med at udgive materiale, hvor vi kan læse mellem linjerne om, hvordan vi blev snydt, med samvittighed fra WHO, der som ved tidligere lejligheder en uge før de erklærede COVID-19-pandemien i Europa, erklærede, at absolut intet ville ske.
Hvad kan der ske på en uge for en så radikal meningsændring, og endnu mere i en organisation, der angiveligt har forpligtelsen til at våge over os alle?
Nogle gange er skærene, selvom de er fulde af støv, ofte nyttige til at give os et minimum af den personlige integritet tilbage, som blev taget fra os i et par år, og som stadig ikke er blevet givet tilbage til os, når vi nu ved, at der var vacciner, der har genereret alvorlige helbredsproblemer og nogle dødsfald. Ja, til det større gavn. Jeg forventer selvfølgelig millioner af dollars i kompensation til dem, der er blevet efterladt med livslange følgesygdomme eller til pårørende til dem, hvis liv er blevet taget.
I øvrigt lader jeg spørgsmålet stå i luften: hvorfor havde vi i 2014 ikke allerede en vaccine mod ebola? En formodet vaccine blev patenteret i 2019, rVSV-ZEBOV, i USA, hvis vi tænker på, at sygdommen blev opdaget i 1976 i Den Demokratiske Republik Congo, hvorfor tog det så 43 år at opnå resultater?
