Inden for labyrinten af familiedomstole fortsætter et skræmmende paradoks: mødre, som bør hyldes for deres mod til at fordømme de overgreb, deres børn har udsat for, bliver ofte udsat for paroksysmal institutionel vold. Disse kvinder, ofte omtalt som "beskyttende mødre", ser deres rolle som beskyttende forældre forvrænget, og deres rettigheder begrænses af institutioner, der skal sikre retfærdighed og sikkerhed. Men hvordan kan processer designet til at beskytte nogle gange reproducere selve de misbrugsmekanismer, som de formodes at bekæmpe – eller endda generere nye?
En utålelig og systemisk virkelighed
I Frankrig, ifølge den uafhængige kommission for incest og seksuel vold mod børn (CIIVISE), bliver næsten 160,000 børn hvert år ofre for seksuel vold. Blandt dem er et svimlende flertal (81%) udsat for misbrug i deres nærmeste familie. Denne allerede forfærdelige virkelighed bliver endnu mere bekymrende, når den belyses af vidnesbyrd fra beskyttende mødre. I deres forsøg på at rapportere disse forbrydelser og sikre deres børns sikkerhed, møder disse kvinder et retssystem, hvor 76 % af klagerne afvises uden yderligere handling.
Et emblematisk eksempel er sagen om Priscilla Majani, der blev dømt for "barnebortførelse" efter at have forsøgt at beskytte sin datter mod en far anklaget for seksuelt misbrug. Hendes historie fremhæver det tragiske dødvande, som beskyttende mødre står over for: enten overholde retsafgørelser, de anser for usikre for deres børn, eller direkte i konflikt med loven.
En europæisk krise: et udbredt, systemisk og institutionaliseret fænomen
Spanien afspejler lignende mekanismer som dem, der er observeret i Frankrig, hvor mødre, der fordømmer intrafamiliært misbrug, udsættes for institutionel vold. En nylig rapport fra Rådet af Europa fremhæver den psykologiske tortur, som disse mødre oplever under afgørelser om forældremyndighed. Begrebet "institutionel vold", der er meget diskuteret i Frankrig, antager håndgribelig form her. I Spanien fortsætter den systematiske anvendelse af "Parental Alienation Syndrome" (PAS) i familiedomstole med at miskreditere påstande om vold, ofte på bekostning af børns sikkerhed. På trods af at det udtrykkeligt er blevet afvist af FN, bruges dette pseudo-videnskabelige koncept stadig til at retfærdiggøre tvungen adskillelse af mødre og deres børn.
I England opstår en lignende dynamik. En kvindehjælpsundersøgelse fra 2021 afslørede, at princippet om "kontakt for enhver pris" dominerer retsafgørelser, selv når beviser for vold i hjemmet er til stede. Denne prioritet, der gives til at opretholde relationer til begge forældre, uanset risikoen for børnene, afspejler en manglende håndtering af traumer i retslige processer. Mange familier er således udsat for farlige situationer, der fastholder cyklusser af kontrol og vold.
I Belgien er brugen af forældrefremmedgørelsesbegreber i domstolene også blevet kritiseret for at mangle videnskabelig forankring. En nylig undersøgelse foretaget af Ligue des Familles fremhæver den skade, der forårsages, når dette koncept anvendes vilkårligt i familietvister. Ofte afleder det opmærksomheden fra reelt misbrug og placerer beskyttende mødre i en usikker position, og beskylder dem for at påvirke deres børn til at skade faderen.
Europa-Parlamentet udtrykte for nylig lignende bekymringer over virkningen af vold i hjemmet på afgørelser om forældremyndighed. Den understregede vigtigheden af at prioritere kvinders og børns sikkerhed, samtidig med at man undgår brugen af videnskabeligt uvaliderede begreber som forældrefremmedgørelse for at minimere eller sløre tilfælde af vold i hjemmet.
Brugen af Parental Alienation Syndrome (PAS), selvom den er videnskabeligt miskrediteret af adskillige internationale institutioner, er fortsat et hyppigt redskab i familiedomstolene til at underminere beskyttende mødre. Udviklet af Richard Gardner i 1980'erne uden empirisk validering, hviler PAS på antagelser, der slører dynamikken i magt og vold i konfliktuelle adskillelser. Det påberåbes ofte for at karakterisere mødres beskyttende adfærd som forsøg på at manipulere deres børn mod faderen.
På samme måde bruges begrebet loyalitetskonflikt, som defineret af De Becker, til at patologisere forholdet mellem et barn og deres beskyttende forælder, især i tilfælde af intrafamiliær vold. Denne forestilling, der er forankret i systemiske teorier fra 1970'erne, mangler streng empirisk validering. Det har en tendens til at reducere barnet til et passivt offer, idet det ignorerer deres handlefrihed og adaptive strategier i fjendtlige miljøer. Denne teori flytter fokus fra oprindelsen af moderens adfærd - den vold, der blev udholdt - til fortolkninger, der holder hende ansvarlig for familiær dysfunktion. Følgelig stigmatiserer det ofre som anstiftere af relationelle problemer, og retfærdiggør retslige afgørelser, der ofte fører til uberettigede adskillelser mellem misbrugte forældre og deres børn. Både barnets og den beskyttende forælders psykiske velbefindende, der allerede er svækket af vold, bliver ofte tilsidesat.
På trods af dens negative virkninger og mangel på videnskabeligt grundlag blev denne teori indarbejdet i den nationale referenceramme udgivet af den franske nationale sundhedsmyndighed (HAS), hvilket legitimerede dens brug i institutionelle og retslige sammenhænge. Dette fremhæver den systemiske og institutionaliserede karakter af disse misbrug og den sekundære ofring forårsaget af retssystemer.
Disse videnskabeligt uvaliderede begreber afleder ofte opmærksomheden fra den vold, børn og beskyttende forældre udsættes for, og fokuserer i stedet på påstande om fremmedgørelse eller forældremanipulation. Som følge heraf retfærdiggør de retslige afgørelser, der begrænser mødres rettigheder og i nogle tilfælde opretholder kontakten med voldelige forældre. Misbrug af sådanne forestillinger fører til dobbelt offer: børn tvinges ind i farlige forhold, og mødre fratages deres beskyttende rolle på grund af forudindtaget domme.
Institutionel vold: Et ekko af vold i hjemmet
Institutionel vold refererer til dynamikken i magt og kontrol, som institutioner udøver gennem praksisser eller politikker, der bevidst eller på anden måde ugyldiggør ofrenes fortællinger og fastholder deres traumer. Institutionel gasbelysning beskriver for eksempel en proces, hvor ofrenes oplevelser systematisk stilles spørgsmålstegn ved eller minimeres, hvilket skaber et undertrykkende miljø, der forværrer den indledende lidelse. Disse institutionelle mekanismer, ofte usynlige, forstærker de misbrugsmønstre, der allerede er til stede i familiesammenhænge.
Kontroversielle teorier, der ofte retter sig mod kvinder i forbindelse med beskyttelse af børn, vinder jævnligt frem under dække af pseudo-juridisk psykologi. Disse begreber, der mangler streng empirisk validering, opnår nogle gange institutionel legitimitet gennem vilkårlige anerkendelsesprocesser. Det er imidlertid statens juridiske ansvar at sikre, at kun videnskabeligt validerede teorier anvendes i beslutninger, der berører grundlæggende rettigheder. Ofre for disse praksisser opfordres til at forfølge juridiske klagepunkter mod staten, hvis sådanne uvaliderede teorier forårsager skade.
En form for psykologisk tortur
De Forenede Nationer, inden for rammerne af konventionen mod tortur, definerer tortur som "enhver handling, hvorved svær smerte eller lidelse, hvad enten den er fysisk eller psykisk, forsætligt påføres en person med formål som at opnå en tilståelse, straf eller intimidering. ” Med denne definition stemmer den institutionelle vold, der påføres beskyttende mødre, overens med denne ramme. Den langvarige udsættelse for komplekse retsprocedurer, hvor deres stemmer miskrediteres, og deres beskyttende indsats kriminaliseres, udgør en form for psykologisk tortur.
Forrygende statistik og udbredt straffrihed
På trods af den konstante stigning i indberetninger om seksuel vold mod mindreårige – en fordobling mellem 2011 og 2021 – forbliver domfældelsesraten alarmerende lav: 3 % for seksuelt misbrugssager og kun 1 % for incestsager. I mellemtiden fortsætter beskyldninger om forældrenes manipulation, ofte baseret på pseudo-videnskabelige begreber som "Parental Alienation Syndrome" eller overdiagnosticering af Munchausen Syndrome af Proxy, med at miskreditere mødre og favorisere misbrugere. Ifølge en undersøgelse fra Justitsministeriet fra 2001 udgør falske anklager dog kun 0.8 % af sagerne.
I Spanien forværres denne dynamik af strukturelle forsinkelser i gennemførelsen af love, der beskytter ofre for intrafamiliær vold. Modstridende afgørelser og utilstrækkelig uddannelse af dommere bidrager til et voksende klima af straffrihed.
Børneværnsfejl: Opdigtede rapporter og intimidering
Det franske børneværn (ASE, Aide Sociale à l'Enfance), designet til at beskytte udsatte mindreårige, er ofte blevet anklaget for misbrug, der forværrer mødres og børns lidelser. Fremstillede eller ikke-verificerede rapporter bruges ofte til at retfærdiggøre anbringelse af børn i plejehjem uden bevis for misbrug, som fremhævet i en professionel erklæring offentliggjort på lenfanceaucoeur.org. Disse rapporter fører ofte til uberettigede beslutninger om at adskille børn fra deres familier, hvilket fremmer et miljø af frygt, der afholder mødre fra at rapportere misbrug af frygt for institutionel gengældelse.
Disse alvorlige fejl blev markeret af Den Europæiske Domstol Menneskerettigheder, som fordømte Frankrig for at undlade at beskytte børn, der er betroet til ASE-pleje, herunder tilfælde, hvor børn udholdt seksuel vold. Disse institutionelle fejl, sammensat af mangel på tilsyn og ansvarlighed, efterlader familier sårbare over for et system, der skal beskytte dem.
Det haster med systemisk reform
I betragtning af disse alarmerende resultater er det bydende nødvendigt at genoverveje retslige og sociale institutioners operationer. Der kommer flere reformforslag:
Obligatorisk træning: Alle fagfolk, der er involveret i disse sager, fra dommere til socialrådgivere, skal gennemgå omfattende træning i intrafamiliær voldsdynamik, traumers indvirkning og deres kognitive skævheder.
Forbud mod forældrenes fremmedgørelsessyndrom: Brugen af dette kontroversielle koncept skal forbydes i familiedomstole i overensstemmelse med FN's anbefalinger.
Uafhængige tilsynsmekanismer: Etabler uafhængige tilsynsudvalg til at gennemgå retsafgørelser i sager, der involverer seksuel vold mod mindreårige. For at forhindre institutionelle misbrug relateret til ASE og ekspertvidner er det desuden vigtigt at oprette en uafhængig henvisningstjeneste. Denne tjeneste, der er tilgængelig i nødstilfælde, vil få til opgave at upartisk gennemgå rapporter og gribe øjeblikkeligt ind for at suspendere eller rette beslutninger, der fastholder institutionel vold. En sådan struktur ville genoprette tilliden til børnebeskyttelsessystemer og samtidig sikre børns og beskyttende forældres grundlæggende rettigheder.
Håndhævelse af evidensbaseret praksis: den retlige ramme, der har til formål at beskytte mod skadelig praksis, muliggør paradoksalt nok deres spredning gennem sin slaphed. På trods af væsentlige beviser, der viser øgede risici for fejl og skade forbundet med brugen af uvaliderede teorier, eksisterer der ingen eksplicit forpligtelse til at sikre den eksklusive anvendelse af evidensbaserede metoder. Lovgivning om obligatorisk brug af videnskabeligt validerede tilgange i alle beslutninger vedrørende børnebeskyttelse er afgørende for at begrænse overgreb og sikre familiers sikkerhed.
Et kollektivt ansvar
Medierne, institutionerne og samfundet spiller en afgørende rolle i at afslutte denne moderne form for institutionel tortur. Ved at bryde tavsheden og forstærke ofrenes stemmer kan vi presse politikere og kræve dybtgående ændringer.
Hver stemme betyder noget i denne kamp for retfærdighed. At beskytte børn og støtte de mødre, der forsvarer dem, skal være en absolut prioritet. Sammen kan vi omdanne undertrykkende institutioner til standhaftige værn mod alle former for vold.
Kilder:
Commission indépendante sur l'inceste et les violences sexuelles faites aux enfants (CIIVISE). (nd). Rapport over les violences sexuelles faites aux enfants i Frankrig. Récupéré de https://www.ciivise.fr
Rådet for Europa. (nd). Beskyttelse af børns rettigheder i familieretsafgørelser. Récupéré de https://www.coe.int
Kvindehjælp. (2021). Indvirkningen af vold i hjemmet på børnekontaktsager i England. Récupéré de https://www.womensaid.org.uk
Ligue des Familles. (2023). L'utilisation du syndrome d'aliénation parentale dans les tribunaux en Belgique: une critique scientifique. Récupéré de https://liguedesfamilles.be
Europa-Parlamentet. (2021). Beslutning om virkningen af vold i hjemmet på forældremyndighedsrettigheder (2021/2026(INI)). Récupéré de https://www.europarl.europa.eu
Gardner, RA (1985). Forældrenes fremmedgørelsessyndrom og differentieringen mellem fremstillet og ægte børnesexmisbrug. Cresskill, NJ: Creative Therapeutics. (Bemærk: Mentionnée comme référence historique mais critquée scientifiquement).
lenfanceaucoeur.org. (nd). Tribune contre les placements abusifs en ASE. Récupéré de https://lenfanceaucoeur.org
Den Europæiske Domstol Menneskerettigheder. (2022). Retspraksis om børnebeskyttelsessvigt i Frankrig. Récupéré de https://hudoc.echr.coe.int
FN's komité mod tortur. (1984). Konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Récupéré de https://www.ohchr.org
Haute Autorité de Santé (HAS). (nd). Référentiel national sur la protection de l'enfance. Récupéré de https://www.has-sante.fr
Ministère de la Justice (Frankrig). (2001). Étude sur les fausses anklager en matière de violences sexuelles intrafamiliales. Récupéré de https://justice.gouv.fr
Meehl, PE (1954). Klinisk vs. statistisk forudsigelse: En teoretisk analyse og en gennemgang af beviserne. Minneapolis: University of Minnesota Press.
