Miviludes (Mission interministérielle de vigilance et de lutte contre les dérives sectaires) er landets vigtigste institution til bekæmpelse af sekteriske risici. Dens mission blev etableret i 2002 og er at se og bekæmpe, hvad den anser for at være grupper, der udgør en risiko for den offentlige orden eller individuelle frihedsrettigheder. Ikke desto mindre er Miviludes i årenes løb blevet sat under stigende kontrol for manglen på gennemsigtighed, den sensationelle retorik og de tvivlsomme metoder. Også dets forhold til medierne er ret tæt, hvilket har skabt en feedback-loop, der forstærker offentlighedens frygt og stigmatiserer religiøse minoriteter.
Som journalist har jeg altid været interesseret i statsmagtens rolle og menneskerettigheder og jeg har fulgt denne dynamik tæt. Gennem en række analyser har jeg til hensigt at optrevle, hvordan Miviludes' retorik og mediernes ukritiske rapportering har præget den offentlige diskurs i Frankrig og ført til marginaliseringen af alternative spirituelle praksisser. Denne artikel er begyndelsen på en undersøgelse af dette komplekse og bekymrende forhold.
Miviludes: En vagthund eller et politisk værktøj?
Miviludes har fremført sig selv som den ultimative autoritet på sekteriske risici i Frankrig. Men en rapport af schweiziske akademikere giver en meget fordømmende kritik af institutionens metoder. Miviludes, siger rapporten, er afhængig af upræcise data, mangler videnskabelig stringens og opererer med begrænset gennemsigtighed. Når dette er tilfældet, hvordan kan den betragtes som en troværdig vagthund?
Disse bekymringer er blevet rejst af senator Laurence Muller-Bronn i det franske senat til Indenrigsminister om Miviludes' afslag at afsløre sine data og metoder. I sin forespørgsel påpegede hun, at en sådan uigennemsigtighed underminerer offentlighedens tillid og sår tvivl om institutionens upartiskhed. De svar, hun modtog, var ikke i stand til at løse disse bekymringer tilstrækkeligt, hvilket yderligere forstærkede opfattelsen af, at Miviludes opererer uden tilstrækkelig ansvarlighed.
Mediernes rolle i at forstærke skævheder
De franske medier har også hjulpet med at forstærke Miviludes' sensationelle retorik. Journalister har haft en tendens til at citere institutionen som autoritativ, og har derved gengivet dens påstande uden at udsætte dem for kritisk analyse. Denne ukritiske tillid har skabt et klima af frygt, hvor religiøse minoriteter fremstilles som farlige sekter på grundlag af anekdotiske beviser.
Shincheonji Jesu Kirke
Tag for eksempel Shincheonji Church of Jesus, en ny religiøs bevægelse i Sydkorea, der er kommet under intens undersøgelse herhjemme og i udlandet. Miviludes i Frankrig har allerede stemplet gruppen som en potentiel sekterisk risiko, og medierne har allerede gentaget disse advarsler.
En nylig artikel i Le Figaro, "On nous frappait pour chasser Satan" (17. januar 2025), er et godt eksempel på denne dynamik. Stykket beretter om vidnesbyrdet fra et tidligere Shincheonji-medlem, der bruger dramatisk sprog til at fremstille gruppen som en farlig kult. For eksempel hævder det, at medlemmer "RÅDES TIL IKKE AT GIFTE, IKKE FÅ BØRN OG AT ABORTERE GRAVIDITETER." Disse påstande er fremsat som fakta, men har ingen uafhængig verifikation.
Artiklen henviser også til Shincheonji som en 'sulfureuse église' (svovlholdig kirke) og dens leder som en 'pasteur-gourou et messie autoproclamé' (pastor-guru og selvudråbt messias). Et sådant sprog er negativt og stigmatiserende for gruppen uden et afbalanceret perspektiv. Artiklen er også stærkt afhængig af Miviludes' data og behandler dem som evangeliets sandhed på trods af institutionens veldokumenterede metodiske fejl.
Tabithas sted
Et andet eksempel er Tabitha's Place, et religiøst samfund i Béarn, der har været under lup i årevis. En nylig artikel i La République des Pyrénées (19. januar 2025) rapporterede om gruppens igangværende forsøg på at sælge deres ejendom og forlade Frankrig. Salget af deres château er omdrejningspunktet for stykket, men det er skrevet på en sådan måde, at det skaber indtryk af, at gruppen er farlig. Det kalder samfundet for en 'sekte' og understreger, at de har brugt '20 måneder på at kæmpe for at forlade landet', hvilket betyder, at deres tilstedeværelse er uvelkommen.
Artiklen nævner også Miviludes, som har holdt øje med koncernen i årevis, men der er ingen konkrete beviser for fejl. Det gør vage referencer til tidligere kontroverser, ligesom Miviludes.
Jehovas Vidner
Jehovas Vidner har også været genstand for Miviludes og mediernes opmærksomhed. En artikel fra L'Est éclair (21. januar 2025) har et tidligere medlem, der fortæller om at være 'ekskommunikeret' fra gruppen. Stykket beskriver vidnernes interne disciplinære proces, især rollen som 'ældsteudvalget', som beslægtet med en 'domstol'.
Selvom artiklen bærer vidnesbyrd fra et par, der forlod gruppen, placerer den ikke deres oplevelse i den bredere kontekst af religionsfrihed. I stedet er den afhængig af Miviludes' karakterisering af vidnerne som en sekterisk gruppe og bruger sådanne udtryk som 'rupture sectaire' (sekterisk brud) til at beskrive parrets brud med deres familie. Et sådant sprog kan være følelsesladet, men gør ikke meget for at kaste lys over gruppens praksis og overbevisninger.
En feedbackløkke af frygt
Der er en feedback-loop mellem Miviludes og medierne, der forstærker offentlig frygt og skævheder:
1. Miviludes' alarmerende retorik:
Miviludes har udgivet rapporter og udtalelser, der er fyldt med sensationssprog, såsom at proklamere, at der var en eksplosion af sekteriske risici under COVID-19-pandemien. Disse påstande er baseret på anekdotiske beviser eller vage definitioner af, hvad der udgør en 'sekterisk drift'.
2. Medieforstærkning:
Nyhedspersoner har kopieret Miviludes' påstande uden at stille spørgsmålstegn ved dem i mange tilfælde ved at bruge sensationelle overskrifter og alarmerende sprogbrug for at få folks opmærksomhed. Dette tjener til at forstærke institutionens position og sprede dens retorik til et bredere publikum.
3. Offentlig frygt og politisk pres:
Mediedækningen sætter gang i offentlighedens frygt, hvilket igen lægger pres på politikerne til at handle. Dette skaber en ond cirkel, hvor Miviludes' advarsler bruges til at retfærdiggøre yderligere undertrykkelse af religiøse minoriteter med eller uden konkrete beviser.
Konsekvenserne for religiøse minoriteter
Denne feedback-loop har reelle konsekvenser for religiøse minoriteter i Frankrig. Shincheonji, Tabitha's Place, Jehovas Vidner og andre alternative spirituelle bevægelser bliver marginaliseret og stigmatiseret. Sensationalistisk mediedækning af offentlig frygt gør det vanskeligt for disse grupper at udøve deres religiøse overbevisning frit. Dette underminerer Frankrigs forpligtelse til frihed religion og tro, en hjørnesten i menneskerettighederne.
Også mediernes ukritiske afhængighed af Miviludes rejser spørgsmål om journalistiske standarder i Frankrig. Ved at vælge at prioritere sensationslyst frem for faktuel, afbalanceret rapportering, udhuler journalister offentlighedens tillid og bidrager til skabelsen af et frygtbaseret, splittet samfund.
At bryde cyklussen: En opfordring til ansvarlighed
For at Frankrig kan fortsætte med at hævde at opretholde menneskerettigheder og trosfrihed, skal både Miviludes og medierne holdes ansvarlige:
• Miviludes skal fungere med gennemsigtighed og videnskabelig stringens. Dens rapporter bør være genstand for uafhængig verifikation, og dens metoder bør gøres offentligt tilgængelige til kontrol.
• Medierne skal indtage en mere kritisk tilgang til rapportering om sekteriske risici. Journalister bør stille spørgsmålstegn ved gyldigheden af Miviludes' påstande og opsøge alternative perspektiver for at give et mere afbalanceret syn.
• Offentlig diskurs skal bevæge sig væk fra frygt-baserede fortællinger og hen imod en mere nuanceret forståelse af religiøs mangfoldighed. Dette kræver åben dialog og en forpligtelse til at beskytte alle individers rettigheder, uanset deres tro.
Denne artikel er den første i en række undersøgelser af forholdet mellem Miviludes og de franske medier. Jeg håber at fremme en mere informeret og afbalanceret diskussion om sekteriske risici i Frankrig ved at afsløre manglerne i deres tilgang og indvirkningen på religiøse minoriteter.
Indsatsen er høj. Hvis den ikke kontrolleres, vil feedback-sløjfen mellem Miviludes og medierne fortsætte med at udhule religions- og trosfriheden og underminere netop de værdier, som Frankrig hævder at værne om. Det er tid til at bryde cyklussen og kræve større ansvarlighed fra begge institutioner.