Portræt i tro – Jan Figel har en opførsel, der hverken har travlt eller let bliver forstyrret. Han bærer med sig den stille sikkerhed, der kendetegner en person, der i årtier har arbejdet sig igennem indviklede forhandlinger, udformet delikate rammer og stille, men bestemt, forsvaret af dem, hvis stemmer er blevet tavse. Som Den Europæiske Unions særlige udsending for fremme af religions- og trosfrihed er Figel blevet en omdrejningspunkt i det ofte omstridte og udfordrende område af internationale religiøse rettigheder. Hans arbejde, der ikke er præget af retorik, men af pragmatisk handling, står som et bevis på kraften i vedvarende, principfast diplomati i lyset af verdens største uretfærdigheder.
Figel, født i Slovakiet, voksede op i et Europa ved en korsvej, hvor historie, religion og politik mødtes, og hvor længslen efter større personlig frihed først for nylig var dukket op fra skyggerne af sovjetisk kontrol. Det var i dette miljø, at han tidligt udviklede en interesse for menneskerettigheder, især religionsfrihed, en bekymring, der ville lede hans professionelle liv. Efter at have studeret på universitetet i Bratislava og taget en juragrad, blev Figels vej mod politisk og diplomatisk arbejde næsten uundgåelig, da hans retfærdighedssans og hans tro på den grundlæggende ret for ethvert individ til at følge sin samvittighed var centrale for, hvem han var.
I slutningen af 1990'erne var Slovakiet ved at komme ud af årtiers sovjetdomineret totalitært styre, og Jan Figel blev involveret i det slovakiske politiske system på et tidspunkt, hvor landet navigerede gennem sin nyvundne uafhængighed. Hans tidlige politiske karriere var formet af en vilje til at hjælpe med at opbygge et samfund, hvor ytringsfrihed og trosfrihed var grundlæggende rettigheder snarere end privilegier eller anomalier. Figels forståelse af religionsfrihed var altid bredere end de snævre rammer for ens personlige tro; for ham handlede det om selve arkitekturen i et frit samfund, om at skabe et offentligt rum, hvor alle stemmer kunne tale uden frygt for forfølgelse eller diskrimination.
Jan FigelHans dybe engagement i disse idealer førte ham til den europæiske scene i 2004, da Slovakiet blev medlem af Den Europæiske Union. Hans opstigning var hurtig, og snart blev han udnævnt til Slovakiets minister for transport, postvæsen og telekommunikation. Hans hengivenhed til menneskerettigheder forblev dog urokkelig, selv i en rolle, der krævede, at han fokuserede på infrastruktur. Da muligheden opstod for at kæmpe for større religionsfrihed på EU-scenen, blev han endnu engang draget af den globale samtale om religionsfrihed.
I 2016, efter at have været Slovakiets vicepremierminister og en central figur i EU's diplomatiske kredse, blev Figel udnævnt til Den Europæiske Unions særlige udsending for fremme af religions- og trosfrihed. I denne egenskab har han fungeret som både fortaler og mægler og navigeret i følsomme internationale farvande, hvor religionsfriheder er truet af autoritære regimer, radikale ideologier og voksende intolerance.
Kernen i Figels arbejde ligger en forståelse af, at religionsfrihed er uløseligt forbundet med selve demokratiets sundhed. I lande, hvor religiøse rettigheder er under angreb, er det ikke kun tro, der lider – det er hele den sociale struktur. Uden evnen til at tro frit, uden plads til at praktisere og udtrykke tro åbent, fratages individer et centralt aspekt af deres menneskelighed. Det er denne overbevisning, der har gjort Figel til en utrættelig fortaler for rettighederne for minoritetsreligiøse samfund, især i regioner, hvor disse samfund er mest sårbare.
Hans tilgang til diplomati er unik. Mens andre måske råber op eller appellerer til følelser, minder Figels metode mere om en mæglers tålmodige arbejde. Han har altid været en person, der søger fælles fodslag og leder efter muligheder for at bygge broer snarere end at rive mure ned. I FN's haller, på konferencer for religionsfrihedsforkæmpere eller i møder med udenlandske diplomater er Figels stemme rolig, men fast, fattet, men urokkelig. Han er ikke en politiker, der søger at dominere samtalen, men snarere en, der forstår, at de bedste resultater ofte er dem, der nås stille og roligt gennem gennemtænkt forhandling og en forpligtelse til fælles værdier.
En af Jan Figels mest betydningsfulde præstationer som EU's særlige udsending har været hans fortalervirksomhed for de forfulgte religiøse mindretal i Mellemøsten. Regionen har oplevet en stigning i vold mod religiøse grupper, især mod kristne, yazidier og andre mindre sekter, i takt med at ekstremistiske ideologier har slået rod. Figel har været højlydt i at bringe disse spørgsmål til det internationale samfunds opmærksomhed og opfordret europæiske ledere til at tage et standpunkt til støtte for religiøse mindretal. Dermed har han vist sig ikke blot at være en fortaler, men en oversætter af verdens lidelse - han har bragt den ind i magtens korridorer og sikret, at de, der ofte overses, ikke bliver glemt.
Men Figels indflydelse rækker ud over Mellemøsten. Han har også arbejdet utrætteligt for at fremme religionsfrihed i Den Europæiske Union og sikret, at love og politikker i EU respekterer individets ret til at praktisere deres tro uden frygt for diskrimination. Fremkomsten af populisme og nationalisme i Europa har ført til et voksende klima af mistænksomhed og intolerance, hvor religiøse mindretal i stigende grad finder sig selv marginaliserede. Figels arbejde på dette område har været afgørende for at modarbejde disse kræfter og mindet europæiske ledere om, at religionsfrihed ikke blot er et abstrakt begreb, men en grundlæggende søjle i EU's værdier.
Han har også spillet en afgørende rolle i at etablere og fremme interreligiøse dialoger, idet han erkender, at sand religionsfrihed ikke kun handler om juridiske rettigheder, men om at fremme et miljø med gensidig respekt og forståelse. Figel har været en stærk fortaler for at opbygge relationer mellem mennesker af forskellige trosretninger, idet han mener, at man gennem dialog og samarbejde kan finde fælles fodslag, selv blandt de mest divergerende overbevisninger. I en verden, der i stigende grad er splittet af ideologiske og religiøse linjer, er Figels arbejde en påmindelse om, at fred ikke opstår fra fravær af uenighed, men fra viljen til at engagere sig og søge forståelse på trods af den.
Trods alvoren i sit arbejde forbliver Figel en dybt ydmyg figur. Hans opførsel er langt fra den typiske profil for en diplomat eller politisk leder. Der er ingen storslåethed i hans handlinger; snarere virker han mere optaget af resultaterne af sine anstrengelser end af deres synlighed. Han er kendt for sin dybe lytning, sin evne til at høre det usagte og for sin stille vedholdenhed i mødet med modstand. Denne ydmyghed, kombineret med hans urokkelige engagement i menneskerettigheder, har givet ham respekt og beundring fra kolleger, selv dem der er uenige med ham i andre spørgsmål.
Da Jan Figel beskrev sig selv, bemærkede han engang: "Jeg er en ydmyg og svag mand i tjeneste for min Gud og næste." Denne udtalelse indkapsler essensen af hans karakter - en mand, hvis tjeneste for andre ikke er født af et ønske om anerkendelse eller magt, men af en dyb, urokkelig tro på vigtigheden af at tjene noget større end ham selv. Det er denne følelse af ydmyghed, der har formet hele hans tilgang til religionsfrihed - han ser ikke sig selv som en helt eller en frelser, men som en tjener, der stille og roligt arbejder for retfærdighed, uden fanfare.
For Figel er religionsfrihed ikke et abstrakt ideal, men et spørgsmål om dagligdagen. Det er en sag, han har dedikeret sit liv til, og en sag, han forfølger med den slags stille intensitet, der ofte overses i en verden, der favoriserer skuespil frem for substans. Hans arbejde handler ikke om at søge ære eller magt, men om at sikre, at mennesker over hele verden kan leve deres liv i overensstemmelse med deres dybeste overbevisninger – uden frygt, uden undertrykkelse og uden vold.
I dag er Figel fortsat dedikeret til den overbevisning, at religionsfrihed er afgørende, ikke blot for individers trivsel, men også for samfundets fremtid. Hans arbejde fortsætter med at forme konturerne af europæisk politik om religionsfrihed, selvom han i stilhed arbejder bag kulisserne for at støtte dem, hvis rettigheder er truet.
At engagere sig med Jan Figel er at møde en person, hvis værdier ikke er afhængige af de nuværende politiske vinde, men af en dybere forståelse af verdens vedvarende kampe. Hans diplomati er principielt, ikke poserende; overbevisning, ikke bekvemmelighed. I en verden fyldt med støj står Figels stille beslutsomhed som en stærk påmindelse om, at jagten på sandhed, retfærdighed og religionsfrihed er en vej, der kræver tålmodighed, mod og frem for alt den urokkelige tro på, at disse værdier kan og skal forsvares.
I sidste ende handler Jan Figels arbejde ikke om at opnå personlig succes eller anerkendelse. Det handler om at skabe en verden, hvor mennesker af alle trosretninger, baggrunde og overbevisninger kan leve i frihed og værdighed. Og i denne stille stræben fortsætter han med at bygge, sten for sten, en mere retfærdig og fredelig verden for fremtidige generationer.
