"Portrætter i tro" er en sektion dedikeret til at fremhæve livet og arven fra personer, der kæmper for interreligiøs dialog, religionsfrihed og global fred.
På den sydlige kant af Tirana, den albanske hovedstad, hvor byens betonblokke viger for bakker og spredte olivenlunde, er der et sted, der virker underligt suspenderet i tiden. En lav, hvidkalket bygning med buede søjlegange og en beskeden grøn kuppel huser Bektashi-ordenens verdenshovedkvarter- en sufi-tradition inden for islam kendt for sin åbenhed og mystiske ånd. Her, midt i den drivende duft af røgelse og mumlen af bønner, plejer én mand stille og roligt at reparere de usynlige tråde, der binder menneskeheden sammen. Han er Baba Mondi, født Edmond Brahimaj, og i det sidste årti har han tjent som den ottende Dedebaba, den globale spirituelle leder af Bektashi-samfundet.
Som seksogtres bærer Baba Mondi sig selv med stilheden hos en person, der har sluttet fred ikke kun med verden, men med dens uundgåelige modsætninger. Hans hvide skæg, fyldigt, men pænt trimmet, indrammer et ansigt, der er mere præget af venlighed end af den strenge autoritet, der ofte forbindes med religiøs ledelse. Når han taler, er det sagte, bevidst, ofte præget af lange tavsheder, der virker mindre som tøven og mere som invitationer – at lytte mere omhyggeligt, at tænke dybere.
Han var ikke altid en åndens mand. Født i 1959 i Vlorë, en by, hvor middelhavslyset synes at blege selv de barskeste minder, voksede han op under Enver Hoxhas ateistiske diktatur. Religion i hans ungdoms Albanien blev ikke blot ildeset; det var forbudt. Kors blev revet ned, moskeer lukket, imamer og præster sendt til arbejdslejre. Edmond fandt ligesom de fleste af sin generation en sanktioneret vej i militæret. Han dimitterede fra det albanske militærakademi, gik ind i folkehæren og levede i en periode det stive, glædesløse liv som en socialistisk officer.
Men da kommunismen brød sammen i begyndelsen af 1990'erne, vakte de gamle trosretninger, begravet, men ikke brudt, til live igen. Bektashi-ordenen, som havde overlevet hemmeligt på landet og i diasporaen, dukkede op igen. Det var under denne store begravelse, at Edmond Brahimaj følte et andet kald. Han gik ind på Bektashi-stien i 1992, blev indviet som dervish i 1996 og steg gradvist, næsten uundgåeligt, frem i ordenen.
Bektashis er en særhed inden for den islamiske verden, og måske er det netop derfor, Baba Mondi har fundet et voksende publikum ud over det. Deres tradition, født ud af det 13. århundredes Anatolien, omfatter mystik, metafor, poesi. De ærer både profeten Muhammed og Ali, men også skikkelser som Jesus og endda ikke-muslimske helgener. For dem handler tro ikke om streng overholdelse af loven, men om forædling af sjælen. Vin, poesi, musik – alt sammen forbudt i mere puritanske fortolkninger af islam – betragtes som døre til det guddommelige.
Under Baba Mondis ledelse har Bektashi-ordenen lænet sig ind i denne åbenhjertethed og tilbyder et levende modspil til fortællingen om, at islam uundgåeligt må være streng eller streng. Hans hovedkvarter er blevet et roligt omdrejningspunkt for interreligiøs dialog, hvor imamer, præster, rabbinere og sekulære lærde mødes, taler og lige så ofte deler et glas hjemmelavet raki.
Kernen i hans budskab er afvæbnende enkel: religioner er mange, men menneskeheden er én. "Vi tilbeder alle den samme Gud," siger han ofte, "selvom vi kalder ham ved forskellige navne."
Dette kunne lyde platitudinelt, hvis det ikke var for hastværket bag det. I en verden, der i stigende grad er defineret af religiøs polarisering, er Baba Mondis stemme en påmindelse om, at sameksistens ikke er en utopisk drøm, men en levet virkelighed – en virkelighed, som Albanien selv, med sin lange tradition for muslimske, ortodokse og katolske samfund, der lever fredeligt, er et eksempel på.
Alligevel er sameksistens ikke passivitet. Baba Mondis embedsperiode har set Bektashi-ordenen mere aktivt engageret i internationalt religiøst diplomati end nogensinde før. Han har mødtes med pave Frans i Rom, den økumeniske patriark i Istanbul og jødiske ledere i Jerusalem. Hans rejser handler mindre om formaliteter end om at opbygge et uformelt, personligt netværk af tillid blandt verdens trosretninger – en slags usynlig broderskab af dem, der stadig mener, at dialog betyder noget.
Derhjemme har han stået over for mere håndgribelige trusler. I nabolandet Nordmakedonien, hvor Bektashi-helligdomme er blevet beslaglagt og vandaliseret af wahhabi-påvirkede grupper, har ordenens karakteristiske åbenhed gjort den til et mål. Men selv over for ekstremisme er Baba Mondis reaktion blevet karakteristisk målt: han fordømmer vold ikke med forargelse, men med sorg, og fremstiller det som et tragisk svigt af forståelse snarere end en handling af kosmisk fjendskab.
I de seneste år har Baba Mondi påbegyndt et projekt, der, hvis det lykkes, kan cementere hans arv langt ud over Albanien. Med støtte fra premierminister Edi Rama har han forfægtet ideen om at give Bektashi-hovedkvarteret suveræn status - at skabe et "muslimsk Vatikan" i hjertet af Tirana. Ideen er ambitiøs, næsten dristig: en mikrostat på 0.11 kvadratkilometer dedikeret ikke til en politisk sag, men til bevarelse og fremme af en tolerant, mystisk islam.
Til de skeptikere, der ser en unødvendig komplikation i det, tilbyder Baba Mondi en blid, men fast rettelse: Det handler ikke om magt, men om helligdom. "Vi skal skabe et rum, hvor troen kan ånde," siger han, "væk fra politik, væk fra vold, væk fra frygt."
Mikrostaten ville tjene som et center for tværreligiøs uddannelse, stipendium og pilgrimsfærd. Det ville være, med hans ord, "et lys for dem, der søger Gud gennem kærlighed, ikke frygt."
Hvorvidt denne vision vil gå i opfyldelse er fortsat usikkert. Politiken på Balkan er notorisk labyrintisk, og ideen om at skabe en ny suveræn enhed, endda en åndelig, er fyldt med logistiske og diplomatiske forhindringer. Men Baba Mondi virker ugeneret af forhindringerne. For ham er selve forsøget en del af arbejdet: At blive ved med at bygge, sten for sten, et hus, der er rummeligt nok til alle trosretninger.
Når han taler til unge mennesker - hvoraf mange i Albanien som andre steder er mere og mere sekulære - er hans budskab ikke et skældud eller bebrejdelse. I stedet opfordrer han dem til at genopdage en spiritualitet, der ikke handler om frygt eller lydighed, men om at dyrke undren, ydmyghed og taknemmelighed. "Den rigtige tekke," siger han til dem, "er hjertet."
Det er en lille, men radikal idé: at tro ikke er en institution, ikke en doktrin, men en sjælens kvalitet, tilgængelig for enhver, hvor som helst.
Sidst på eftermiddagen, mens bønkaldet ekkoer blødt hen over bygningen, kan Baba Mondi ofte findes, der sidder stille i gården og hilser på besøgende uden ceremoni. Der er intet følge, ingen panservogn, ingen luft af urørlighed. I stedet er der en slags porøsitet over ham, som om han var mindre en mand end et medium – gennem hvem gamle visdomme og ældgamle håb stadig forsøger, mod alle odds, at gøre sig hørt.
I et århundrede præget af religiøs vækkelse og religiøs krig, af både militant ateismes og militante tros spektakulære fiaskoer, føles Baba Mondis langsomme, stædige vision næsten revolutionær. Det er en revolution udført uden slogans, uden sværd - kun af det tålmodige arbejde med samtale, gæstfrihed og bøn.
Han ved selvfølgelig, at han ikke vil leve for at se de fulde frugter af det, han planter. Men det har aldrig været meningen. I Bektashi-traditionen er det, der betyder noget, ikke resultatet, men tilbuddet: et liv lavet til en bro, en dør, et lys.
Og så, hver dag, i et lille hjørne af Tirana, mens verden haster og råber og knækker, sidder Baba Mondi stille og plejer fredens arbejde, som man plejer en have – ikke forventer, at den blomstrer i morgen, men ved at den en dag, et eller andet sted, vil.
