Kilde: CAP Liberté de Conscience
Den offentlige debat om kampen mod sekteriske oprør i Frankrig er ofte præget af kontroverser mellem foreninger, specialister og institutioner gennem artikler offentliggjort i medierne eller på officielle hjemmesider. Dette rejser grundlæggende spørgsmål om ytringsfrihed, respekt for fakta og objektivitet i præsentationen af retssager.
Denne artikel blev skrevet som svar på en række udvekslinger, der fremhæver vedvarende spændinger omkring legitimiteten af forskellige aktører, der er dedikeret til spørgsmålet om religiøse og spirituelle minoriteter, og den fortælling, de præsenterer i den offentlige sfære. Det følgende er en invitation til at se nærmere på, hvordan information formidles, og til aldrig at ophøre med at udvise et kritisk sind, uanset hvilke overbevisninger eller omdømme der står på spil.
Et tilbageblik på en offentlig debat og dens konsekvenser
Den 16. april 2025 offentliggjorde CAP Liberté de Conscience en artikel på sin hjemmeside med titlen: "Strategiske retssager mod offentlig deltagelse (SLAPP'er), den nye undskyldning for MIVILUDES og lignende"[1]. Denne tekst fulgte efter adskillige højt profilerede retsafgørelser, der blandt andet involverede Miviludes (Interministeriel Mission for Årvågenhed og Bekæmpelse af Sekterisk Tilbøjelighed), UNADFI (National Union of Associations for the Defense of Families and Individuals Victims of Sects) og FECRIS (European Federation of Centers for Research and Information on Sectarianism).
Denne artikel fremhævede følgende:
"Miviludes blev selv dømt af forvaltningsdomstolen i juni 2024 for bevidst at lyve om Jehovas Vidner i sin rapport fra 2018-2020." Så blev den igen fordømt i februar 2025 for at beskrive en kibbutz som en "sekterisk drift" uden at have de nødvendige beviser til at gøre det. Endnu en gang, skal vi mistænke dommerne for at være en del af SLAPPs sammensværgelse? "
Ud over holdninger satte denne artikel mere bredt spørgsmålstegn ved antikultbevægelsens overdrivelser og den potentielle ubalance, som institutioner eller NGO'er undertiden kan introducere i beskyttelsen af grundlæggende rettigheder. Denne bredt udbredte artikel havde til formål at starte en debat om de anvendte midler, respekten for procedurer og den plads, der tildeles religiøse eller trosmæssige mindretal i lyset af magtfulde og institutionaliserede aktører.
Det var i dette klima af ophedet debat, at et nyt element opstod: Den 28. april 2025 offentliggjorde UNADFI en erklæring på sin hjemmeside som svar på denne artikel[2].
Dette kunne ses som den normale fortsættelse af en modstridende dialog i en retsstat mellem en uafhængig NGO og en forening, der støttes og finansieres af den franske stat. Hver især har sin egen legitimitet og hævder sin egen analyse af situationen. Indtil videre er der intet usædvanligt, udover afspejlingen af en pluralistisk og alt i alt sund debat.
En omhyggelig læsning af UNADFI's pressemeddelelse rejser dog nogle dybere spørgsmål. På den ene side er der en tendens til at nedtone visse konkrete fakta, og på den anden side, og endnu vigtigere, er der en afsluttende erklæring, hvis indflydelse synes særlig betydelig. Den illustrerer, hvordan legitimitet kan bygges på unøjagtige oplysninger eller en tvivlsom fortolkning af europæiske institutionelle referencer. Dette eksempel demonstrerer den absolutte nødvendighed af verifikation, selv når argumenter kommer fra aktører, der støttes af offentlige myndigheder.
Før vi når dette centrale punkt, er det vigtigt at bemærke, hvordan ordforrådet og præsentationen af fakta fundamentalt kan ændre betydningen af en retsafgørelse eller begivenhed.
Når semantik kommer i spil
Nogle forskelle handler ikke kun om principper eller mål, men om de ord, der er valgt til at beskrive situationens realitet. For at illustrere dette punkt er to eksempler fra UNADFI's pressemeddelelse og CAP's Liberté de Conscience-artikel værd at undersøge:
1. Sager vedrørende den fælles landbrugspolitik Liberté de Conscience mod UNADFI
I sin pressemeddelelse skriver UNADFI:
"En beslutning, der er ugunstig for en forening, der er dedikeret til at bekæmpe sekterisk driver vedrørte et teknisk juridisk spørgsmål vedrørende presselovgivningen, og ikke en strafbar handling eller bevist ærekrænkelse.”
Bag denne formulering er de juridiske konsekvenser af en mislykket retssag henvist til status af en simpel "formalitet."
Det, der her præsenteres som et proceduremæssigt problem, henviser imidlertid til en meget konkret sag: UNADFI's afslag på at offentliggøre CAP Liberté de Consciences ret til genmæle, som krævet i loven om pressefrihed.
Rettens afgørelse er langt fra blot en "teknisk punkt", blev stadfæstet i appelsagen efter en indledende kendelse mod UNADFI, som efterfølgende besluttede ikke at appellere til kassationsretten. Den juridiske realitet er således klart mere afgørende, end den valgte formulering antyder.
I en tidligere artikel udtalte CAP Liberté de Conscience:
“CAP Liberté de Conscience har netop dømt UNADFI (Union Nationale des Associations de Défense des Familles et de l'Individu victimes de sectes, en partnerforening af MIVILUDES) for bevidst at nægte at implementere loven om pressefrihed. UNADFI tabte i første instans, ankede og tabte igen i appelsagen. Den har givet afkald på retten til at anke til kassationsretten. Er alle dommerne en del af sammensværgelsen? "
2. Om fordømmelserne af Miviludes
En anden formulering fra UNADFI's pressemeddelelse:
"Kritik rettet mod MIVILUDES vedrørende visse formuleringer i dens rapporter" førte til administrative justeringer, men ingen domfældelse for løgn eller alvorlig forseelse blev stadfæstet.”
Her omtales retsafgørelser ikke længere som sådan, men reduceres til blot at være "administrative justeringer" hvilket omhyggeligt tilslører deres omfang og alvor.
Lad os dog huske endnu engang:
"Miviludes blev selv dømt af forvaltningsdomstolen i juni 2024 for bevidst at lyve om Jehovas Vidner i sin rapport fra 2018-2020." Så blev den igen fordømt i februar 2025 for at beskrive en kibbutz som en 'sekterisk drift' uden at have de nødvendige beviser til at gøre det. Endnu en gang, skal vi mistænke dommerne for at være en del af SLAPPs sammensværgelse? "
Disse to eksempler illustrerer kontrasten mellem den juridiske virkelighed og dens offentlige præsentation, afhængigt af hver aktørs perspektiv.
At henvise til en "Teknisk juridisk punkt" når man beskriver resultatet af en appel, eller når man beskriver to domme, der er stadfæstet af domstolene, som "enkle administrative justeringer", er i sidste ende et ordspil. Dette er ikke ulovligt eller endda usædvanligt i den offentlige debat: alle har ret til at forsvare deres synspunkt, vælge deres ord og vælge den fortælling, der forekommer dem mest relevant.
Det, der fik os til at skrive denne artikel, er dog ikke blot brugen af bestemte sætninger eller sproglige nuancer. Enhver er fri til at udtrykke sin fortolkning af fakta, og det er netop essensen af ytringsfrihed.
Den vigtigste passage i UNADFI's pressemeddelelse rejser imidlertid et andet spørgsmål, der er lige så vigtigt: citaternes nøjagtighed og brugen af europæiske referencer.
Europa til undsætning for UNADFI: drøm eller virkelighed?
Det er i den sidste del af pressemeddelelsen, at UNADFI introducerer en europæisk dimension for at understøtte sin holdning. Her er det relevante uddrag:
"Misbrug af retssager, der har til formål at intimidere forskere, journalister eller NGO'er, der er dedikeret til for at forebygge sekteriske oprør er blevet klart identificeret af Europa-Parlamentet, som for nylig lovgav imod SLAPP-sager.
Parlamentets rapport fra 2021, efterfulgt af et direktiv i 2024, advarer om risiciene af instrumentaliseringen af loven af visse grupper med åndelige eller ideologiske mål. "
Første del af denne passage: intet at rapportere her vedrørende tvistens karakter, som er en del af normal debat.
Påstanden om, at Europa-Parlamentet for nylig har "tydeligt identificeret" misbrug af retssager mod forskere, journalister eller NGO'er "dedikeret til at forebygge sekteriske oprør" var overraskende, ligesom henvisningen til en påstået alarm på "Instrumentalisering af lov af grupper med åndelige eller ideologiske mål."
Efter nøje at have fulgt de europæiske debatter om "strategiske retssager mod offentlig deltagelse" (SLAPP'er) og efter omhyggelig verificering af europæiske tekster kan CAP Liberté de Conscience bekræfte, at der ikke findes sådanne henvisninger i europæisk lovgivning eller rapporter.
Hvad europæiske tekster virkelig siger:
Europa-Parlamentets beslutning af 11. november 2021 og direktivet fra 2024
resolution af 11. november 2021 om styrkelse af demokrati samt mediefrihed og pluralisme i Unionen, hedder det:
"I sin beslutning af 11. november 2021 om styrkelse af demokrati, mediefrihed og pluralisme i Unionen opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til at foreslå en pakke med både blød og hård lovgivning for at imødegå det stigende antal strategiske søgsmål mod offentlig deltagelse ("SLAPP'er") vedrørende journalister, ikke-statslige organisationer (NGO'er), akademikere og civilsamfundet i Unionen. Parlamentet udtrykte behovet for lovgivningsmæssige foranstaltninger inden for civil- og strafferet, såsom en mekanisme for tidlig afvisning af misbrug af civile søgsmål, retten til fuld tildeling af sagsøgtes omkostninger og retten til erstatning for skader. Beslutningen af 11. november 2021 omfattede også en opfordring til tilstrækkelig uddannelse af dommere og advokater om SLAPP'er, en særlig fond til at yde økonomisk støtte til ofre for SLAPP'er og et offentligt register over retsafgørelser i SLAPP-sager. Derudover opfordrede Parlamentet til revision af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (3) og Europa-Parlamentets forordning (EF) nr. 864/2007." og Rådets (4) for at forhindre 'injurieturisme' eller 'forum shopping'.” (Officiel tekst i PDF-format)
Denne resolution er på intet tidspunkt specifikt rettet mod forebyggelse af sekteriske afvigelser, og den nævner heller ikke grupper "med åndelige eller ideologiske mål”. Anvendelsesområdet dækker: journalister, NGO'er, akademikere og civilsamfundet.
Hvad kan man finde i demokratiresolutionen fra 2021?
Under overskriften "hadefulde ytringer", i resolutionen står der:
"11. fremhæver, at hadefuld tale og diskrimination i medierne, både online og offline, samt cybervold, i de senere år er blevet stadig mere udbredt mod journalister, NGO'er, akademikere, rettighedsforkæmpere og andre civilsamfundsaktører, herunder dem, der forsvarer LGBTIQ-rettigheder, ligestilling mellem kønnene, religion eller tro, og dermed truer mediefriheden, ytringsfriheden, informations- og forsamlingsfriheden samt den offentlige sikkerhed; minder om, at hadefuld tale online kan tilskynde til vold offline; minder om behovet for at fremme Kommissionens adfærdskodeks for bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale online; understreger, at kvindelige journalister står over for det samme pres som deres kolleger i forbindelse med indholdsrelaterede spørgsmål, men oftere er ofre for seksuel vold og chikane;" (Officiel tekst online)
Igen har resolutionen hverken til formål at forhindre sekteriske tendenser eller at instrumentalisere loven af åndelige eller ideologiske grupper. Den nævner endda eksplicit behovet for at beskytte religions- og trosfrihed: et tegn på, at pluralisme af ideer, herunder religiøse, netop er en af de værdier, der skal bevares, ikke begrænses.
Europarådets anbefaling fra april 2024
Endelig offentliggjorde Europarådet i april 2024 sine egne anbefalinger om bekæmpelse af misbrug af SLAPP'er (Officiel link).
Denne tekst fremmer beskyttelsen af den offentlige debat og ytringsfriheden i lyset af misbrug af retspraksis. Heller ikke her er der nogen henvisning til forebyggelse af sekteriske tendenser eller målretning af religiøse grupper.
En forvrængning eller en fejl?
I lyset af disse tekster ser det ud til, at UNADFIs sprog i det mindste er en "meget fri" fortolkning af de anvendte europæiske referencer. I virkeligheden udpeger hverken det europæiske direktiv om SLAPP'er eller de parlamentariske beslutninger, vi har observeret, antikultforeninger eller såkaldte "åndelig" grupper som specifikke mål eller reguleringsobjekter.
På den anden side gælder den beskyttelse, vi søger, for alle involverede i den offentlige debat, uden forskelsbehandling på grundlag af handlingsområde – hvad enten det drejer sig om forsvar af grundlæggende rettigheder, pressefrihed, ligestilling mellem kønnene, kampen mod forskelsbehandling eller trosfrihed.
Debat om relevansen af én formel frem for en anden, eller meningsforskelle om en procedures faktiske realitet, er væsentlige elementer i demokratiet og berører på ingen måde hver parts ret til at forsvare eller kritisere en bestemt fortolkning.
Misbrug eller udnyttelse af europæiske tekster til at retfærdiggøre en holdning eller legitimitet, der ikke findes i dem, udsætter imidlertid uundgåeligt dem, der forsøger at gøre det, for at se deres ord relativiserede eller endda sat i tvivl.
Strenghed for alle
En simpel lektie kan drages af dette eksempel: det er vigtigt at verificere alle oplysninger, uanset kilden – uafhængig NGO, stor statsfinansieret forening eller institution af almennyttig interesse.
Årvågenhed er så meget desto vigtigere i betragtning af, at nogle organisationer, såsom UNADFI, har privilegeret adgang til adskillige institutioner (ministerielle delegationer, uddannelse af dommere, oplysningskampagner i administrationen osv.). I denne sammenhæng bør eksemplarisk udøvelse og stringens i brugen af europæiske eller internationale argumenter være reglen.
Afspejler dette kommunikationsstrategien hos visse foreninger, der er dedikeret til kampen mod antikulter, eller er det blot en grov læsning af teksterne?
Det er op til os alle at danne vores egen mening. Ytringsfriheden, selv i dens modsætninger, styrkes altid, når den er baseret på samvittighedsfuld respekt for fakta.
Formålet med denne artikel er at bidrage til kvaliteten af den offentlige debat ved at minde os om behovet for præcis og kontrolleret information, uanset forfatternes følsomhed eller holdning. For alle er det at udvise et kritisk sind den bedste garanti for en autentisk og afbalanceret debat.
Ressourcer og referencer:
2.UNADFI-pressemeddelelse, 28. april 2025
3.Europæisk resolution af 11. november 2021
