Ved den historiske Matthiae Mahl i Hamborg fremlagde Det Europæiske Råds formand, António Costa, en vision om en stærkere Europæisk Union, der kan forsvare sig selv, konkurrere økonomisk og handle uafhængigt i en stadig mere ustabil verden. I en tale foran et publikum, der inkluderede den tidligere tyske kansler Angela Merkel, argumenterede Costa for, at Europa skal reagere på krig, tvang og global fragmentering ikke ved at trække sig tilbage, men ved at uddybe sin egen enhed.
HAMBURG — I en hovedtale ved Matthiae Mahl-begivenhed, formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, leverede et klart politisk budskab: Europa skal blive mere suverænt uden at blive isoleret. Hans tale, der blev holdt ved et af Hamborgs mest symbolske borgermøder, forbandt Den Europæiske Unions sikkerhed, økonomiske konkurrenceevne og internationale partnerskaber i et enkelt strategisk argument.
Indstillingen var bevidst. Matthiae Mahl, en ceremoniel banket med rødder tilbage til 1356, er fortsat en af de ældste fortsatte borgerlige fester i verden. Årets sammenkomst i Hamborgs rådhus var designet til at stimulere debatten om et moderne og forenet Europa, der står over for stigende geopolitisk og økonomisk pres. Costa optrådte som en af begivenhedens æresgæster sammen med Angela Merkel, en figur, han varmt roste i sin åbningstale.
Fra starten fremstillede Costa Den Europæiske Union som noget historisk usædvanligt: ikke et imperium, ikke en klassisk føderation, men et projekt med frivilligt delt suverænitet. Denne idé, mente han, er det, der giver Unionen både legitimitet og tiltrækningskraft i en tid, hvor autoritært pres, krig og magtpolitik udfordrer det internationale system. Ifølge ham kan Europas svar ikke blot være institutionel selvopholdelse. Det skal være politisk vilje.
Dette argument gennemgik den mest kraftfulde del af talen. Costa sagde, at EU skal fortsætte med at forsvare den internationale regelbaserede orden og afvise krænkelser af international lov, uanset hvor de forekommer. Han henviste ikke kun til Ukraine, men også til Gaza, Iran, Sudan og Afghanistan, og præsenterede Europa som en blok, der skal tale om både sikkerhed og menneskelig værdighed i samme åndedrag. Han adresserede også den forværrede situation i Mellemøsten, advarede mod eskalering og understregede, at diplomati fortsat er den eneste holdbare løsning.
Men dette var ikke kun en tale om værdier. Costas overordnede pointe var, at principper har brug for magt bag sig. "Fred uden forsvar er en illusion," sagde han og brugte krigen i Ukraine som det vendepunkt, der har tvunget Europa til at gentænke sin rolle. Han roste Tysklands vendepunkt og dens energimæssige afkobling fra Rusland, samtidig med at den argumenterer for, at Den Europæiske Union nu skal konsolidere sin egen forsvarskapacitet, ikke i opposition til NATO, men som en stærkere søjle inden for den transatlantiske alliance.
I den forstand var talen også en opfordring til kontinuitet. Costa mindede om, at EU-lederne gjorde forsvar til en central prioritet i 2025 og argumenterede for, at 2026 nu skulle blive konkurrencens år. Denne formel er vigtig, fordi den indfanger en voksende konsensus i Bruxelles: Europas geopolitiske troværdighed vil ikke kun afhænge af militær beredskab, men også af, om det kan innovere hurtigere, reducere afhængigheder, uddybe sine kapitalmarkeder og få sin interne økonomi til at fungere mere effektivt på tværs af grænserne.
Hans økonomiske budskab afspejlede nøje de debatter, der allerede præger Unionens dagsorden. Med henvisning til det nylige pres for en stærkere industriel og reguleringsmæssig strategi opfordrede Costa til "Ét marked for ét Europa" - et mere integreret indre marked med færre interne barrierer for virksomheder, serviceydelser og investeringer. Udtrykket var enkelt, men det indeholdt en bredere ambition: Hvis Europa ønsker at agere som en magt, skal det også fungere mere som en.
Det omfatter at forsvare Europas regulatoriske autonomi på det digitale område, investere i energiintegration og beskytte strategiske sektorer mod tvang. Det omfatter også at bevare den sociale balance, der længe har kendetegnet den europæiske model. Costa understregede, at stærke velfærdsstater, billige boliger og kvalitetsjob ikke er byrder for konkurrenceevnen, men en del af dens fundament. For en Union, der ofte beskyldes for at tale markedets sprog mere flydende end det sociale beskyttelses sprog, var denne linje politisk betydningsfuld.
Handel udgjorde en anden søjle i talen. Costa præsenterede EU ikke som en fæstning, men som en global regelmager. Han forsvarede frihandelsaftaler som instrumenter for stabilitet og standarder, ikke blot for handel, og satte dem i kontrast til tilbagevenden til toldpolitik andre steder. Dermed forsøgte han at placere Europa i en mellemvej mellem protektionisme og afhængighed: åben over for verden, men mindre sårbar inden for den.
Talens politiske undertone var umiskendelig. Europa, sagde Costa, må ikke blive "et redskab i andres spil." Det var en linje, der var rettet lige så meget mod globale rivaler som mod Europas egen tvivl. Mellem Washingtons økonomiske pres, Beijings industrielle magt og Moskvas militære aggression er EU under stigende pres for at definere sig selv ikke kun som et marked eller et fredsprojekt, men som en strategisk aktør.
Hamborg var en passende scene for dette budskab. Byen, der var formet af handel, maritim åbenhed og genopbygning efter krigen, gav Costa en symbolsk baggrund for en appel til et Europa, der er udadvendt, men mere selvstændigt. Merkels tilstedeværelse tilføjede endnu et lag: en påmindelse om den politiske generation, der navigerede Europa gennem tidligere kriser, selv mens en ny konfronterer et barskere og mindre forudsigeligt miljø.
Talen passer også ind i en bredere udvikling, der allerede er synlig i Bruxelles. The European Times for nylig rapporteretEU-ledere har forsøgt at forbinde forsvar, konkurrenceevne og strategisk autonomi til en mere sammenhængende dagsorden. Costas intervention i Hamborg gav denne indsats en skarpere fortælling: Europa vil forblive åbent, socialt og multilateralt, men det skal også blive hurtigere, stærkere og mere i stand til at handle på sine egne præmisser.
Om den vision bliver til politik, vil afhænge af kommende beslutninger – om forsvarsfinansiering, industriel koordinering, udvidelse og fuldførelsen af det indre marked. Men i Hamborg handlede Costas budskab mindre om tekniske detaljer end om politisk retning. I et øjeblik, hvor den internationale orden ser stadig mere skrøbelig ud, brugte han en århundreder gammel europæisk ceremoni til at argumentere for, at kontinentets fremtid vil afhænge af dets vilje til at handle sammen med større selvtillid.
