I forbindelse med forberedelserne til den kommende universelle periodiske gennemgang (UPR) i Genève den 7. maj 2026, vil Danmark præsentere sig selv som et land, der endelig har taget et afgørende skridt mod racisme. I 2025 vedtog den danske regering sin første nationale handlingsplan mod racisme nogensinde – et længe ventet initiativ bestående af 36 foranstaltninger på tværs af flere sektorer.
Ved første øjekast ser dette ud til at være en milepæl. Og til en vis grad er det det også. Men et nærmere kig afslører en mere bekymrende virkelighed: Danmarks tilgang til bekæmpelse af racisme er fortsat selektiv, ujævn og ufuldstændig. Vigtigst af alt undlader den at adressere en af de mest presserende former for diskrimination i Danmark og Europa i dag - anti-muslimsk racisme eller islamofobi.
Bashy Quraishy
Generalsekretær – Europæisk Muslimsk Initiativ for Social Samhørighed – Strasbourg
Thierry Valle
Coordination des Associations et des Particuliers pour la Liberté de Conscience . Frankrig
Gregory Christensen
Formand - Unge for Menneskerettigheder – Danmark
I en tid hvor anti-muslimsk retorik bliver mere og mere normaliseret i hele Europa, burde Danmarks nye nationale handlingsplan mod racisme have markeret et vendepunkt. I stedet risikerer den at blive endnu et eksempel på selektiv antiracisme – en model, der anerkender nogle former for diskrimination, mens den tilsidesætter andre.
Idet Danmark går ind i sin universelle periodiske gennemgang (UPR) i Genève den 7. maj 2026, bør europæiske politikere modstå fristelsen til at klappe for hurtigt. For bag fremskridtets sprog ligger et dybere problem: en politisk modvilje mod at konfrontere islamofobi direkte.
En plan that ranerkender some, but not all – ligner acbekvemt omission
Danmarks handlingsplan fortjener anerkendelse for eksplicit at adressere visse former for diskrimination. Den omfatter målrettede foranstaltninger til bekæmpelse af antisemitisme og lægger betydelig vægt på racisme, som grønlændere oplever, en gruppe, der længe har oplevet strukturel marginalisering i Kongeriget.
Disse er vigtige og nødvendige skridt. Men de afslører også en grundlæggende mangel: planen anvender ikke det samme niveau af anerkendelse eller beskyttelse til alle grupper. Trods årelange anbefalinger fra internationale menneskerettighedsorganer anerkender den danske plan ikke eksplicit islamofobi som en særskilt form for racisme. Den introducerer heller ikke målrettede foranstaltninger til at bekæmpe diskrimination mod muslimer på centrale områder som beskæftigelse, uddannelse, bolig eller det offentlige liv.
Denne udeladelse er ikke en mindre forglemmelse – den afspejler en dybere politisk ubalance.
Danmarks handlingsplan for 2025 omfatter 36 initiativer og signalerer på papiret en længe ventet anerkendelse af, at racisme er et strukturelt problem. Den adresserer eksplicit antisemitisme og lægger stor vægt på diskrimination mod grønlændere – begge vigtige og nødvendige prioriteter.
Men når det kommer til anti-muslimsk racisme, er tavsheden slående. Dette er ikke en forglemmelse. Det er et politisk valg.
Hvad mangler der i handlingsplanen?
- Islamofobi nævnes ikke eksplicit ved navn.
- Der er ingen målrettede foranstaltninger mod diskrimination af muslimer i forbindelse med beskæftigelse, bolig eller uddannelse.
- Ingen dedikeret strategi til at bekæmpe anti-muslimsk hadkriminalitet.
- Ingen klar anerkendelse af, at muslimer – et af Europas mest granskede og politiserede mindretal – står over for systemiske barrierer.
ppolitik af selektiv ranerkendelse gør hhierarki af racisme en virkelighed
Når regeringer behandler visse former for racisme i detaljer, mens de kun behandler andre generelt, risikerer de at skabe, hvad der kan beskrives som et beskyttelseshierarki.
I Danmarks tilfælde:
- Antisemitisme bliver eksplicit navngivet og adresseret
- Racisme mod grønlændere prioriteres med målrettede initiativer
- Anti-muslimsk racisme forbliver stort set implicit, hvis den overhovedet anerkendes
For politikere i hele Europa bør dette vække en advarsel. Menneskerettighedsrammer er bygget på universalitetsprincippet – at alle individer har ret til lige beskyttelse uden forskelsbehandling. Selektiv anerkendelse underminerer dette princip og svækker troværdigheden af antiracismeindsatsen som helhed.
Desværre er regeringer i hele Europa og i Danmark blevet mere og mere komfortable med at fordømme visse former for racisme, mens de undgår andre. Antisemitisme får med rette vedvarende opmærksomhed og politisk engagement. Men islamofobi behandles alt for ofte som politisk ubelejligt – viklet ind i debatter om migration, sikkerhed og national identitet.
Danmarks handlingsplan afspejler denne bredere tendens. Ved ikke eksplicit at adressere anti-muslimsk racisme forstærker den et farligt budskab: at ikke alle ofre for racisme er lige værdige til beskyttelse. Sådan opstår et hierarki af racisme – ikke gennem eksplicit udelukkelse, men gennem selektiv prioritering.
Normalisering, not neutralitet
Konsekvenserne af denne tilgang rækker langt ud over politiske dokumenter.
I hele Danmark og Europa står muslimer over for:
- Uforholdsmæssige niveauer af hadefuld tale og hadforbrydelser
- Vedvarende diskrimination på arbejds- og boligmarkedet
- Offentlige fortællinger, der indrammer dem som outsidere, sikkerhedsrisici eller kulturelle trusler
Når regeringer undlader at navngive og adressere islamofobi direkte, forbliver de ikke neutrale – de tillader disse dynamikker at fortsætte uhæmmet. Tavshed er i denne sammenhæng ikke upartisk. Det er muliggørende.
Hvorfor thans matters now?
Timingen af Danmarks universelle regionale gennemgang er afgørende. Gennemgangen er ikke blot en proceduremæssig øvelse; det er en mulighed for stater – og deres europæiske partnere – til at bekræfte en fælles forpligtelse til ligestilling og ikke-forskelsbehandling.
Hvis Danmarks plan accepteres uden granskning, risikerer den at skabe præcedens: at antiracismestrategier kan betragtes som tilstrækkelige, selv når de ikke tager tilstrækkeligt hensyn til betydelige former for diskrimination. For europæiske beslutningstagere bør budskabet være klart: delvise tilgange er ikke længere nok.
En europæisk pbagsiden af atomrum
Danmark er ikke en undtagelse. Det er en del af et bredere europæisk mønster, hvor politisk mod vakler netop der, hvor det er mest nødvendigt.
Selvom strategier mod antisemitisme med rette er blevet mere robuste og koordinerede på EU-niveau, er tilsvarende rammer, der adresserer islamofobi, fortsat fragmenterede, underudviklede eller helt fraværende. Denne ubalance er ikke kun uretfærdig – den er strategisk kortsynet. At ignorere antimuslimsk racisme får den ikke til at forsvinde. Den uddyber sociale splittelser, nærer polarisering og underminerer tilliden til demokratiske institutioner.
UPR som en ppolitisk ter
Den kommende UPR er mere end en teknisk gennemgang – den er en test af politisk ærlighed.
Vil europæiske stater erkende, at Danmarks plan, omend et skridt fremad, fundamentalt set er ufuldstændig? Eller vil de støtte en model for antiracisme, der tolererer åbenlyse udeladelser?
Hvis sidstnævnte vinder frem, vil det sende et bekymrende signal i hele Europa: at regeringer kan leve op til internationale forventninger uden at adressere en af kontinentets mest udbredte former for diskrimination.
Hvad should be den?
Danmark skal bevæge sig ud over selektive rammer og indføre ægte inkluderende strategier.
Dette kræver flere konkrete trin:
Først, eksplicit anerkendelse.
Islamofobi skal anerkendes som en specifik og særskilt form for racisme. At navngive problemet er en forudsætning for at håndtere det effektivt.
For det andet, målrettede politiske foranstaltninger.
Regeringer bør iværksætte konkrete tiltag for at bekæmpe diskrimination mod muslimer inden for beskæftigelse, uddannelse, bolig og offentlige institutioner.
For det tredje, stærkere reaktioner på hadforbrydelser.
Retshåndhævelse skal være udstyret til at identificere, registrere og retsforfølge anti-muslimske hadforbrydelser, samtidig med at det sikres, at ofrene føler sig trygge ved at anmelde hændelser.
For det fjerde, bedre data.
Uden disaggregerede data om diskrimination og hadkriminalitet forbliver politikudformningen reaktiv og ufuldstændig.
Endelig inkluderende forvaltning.
Muslimske samfund og civilsamfundsaktører skal inddrages meningsfuldt i udformningen, implementeringen og overvågningen af antiracismepolitikker.
Frem for alt skal de erkende, at antiracisme ikke kan være troværdig, hvis den er betinget.
cost af ination
Europa står ved en korsvej. Fremkomsten af ekskluderende politik, identitetsbaseret polarisering og normaliserede fordomme er ikke længere abstrakt – den former love, institutioner og hverdagslivet.
I denne sammenhæng er det ikke blot et politisk hul at undlade at adressere islamofobi. Det er en demokratisk fiasko.
Danmarks handlingsplan kunne have sat en standard for inkluderende, principbaseret antiracisme. I stedet afslører den grænserne for politisk vilje. Spørgsmålet er nu, om Europa er parat til at konfrontere disse grænser – eller fortsætte med at se bort.
A tdet østlige Europa cforpligtelse
Danmark positionerer sig ofte som en forkæmper for menneskerettigheder. Vedtagelsen af en national antiracismeplan er et skridt i den rigtige retning. Men lederskab kræver mere end symbolsk fremgang – det kræver konsistens, inklusion og mod.
Den kommende UPR-session giver ikke blot mulighed for at forbedre Danmarks politikker, men også for at sende et bredere signal i hele Europa: at alle former for racisme skal tages i betragtning med lige stor alvor.
Hvis dette ikke lykkes, risikerer man at efterlade en af Europas største mindretalsgrupper utilstrækkeligt beskyttet – og at underminere selve grundlaget for det menneskerettighedssystem, som europæiske stater har forpligtet sig til at opretholde.
