Bashy Quraishy
Generalsekretær – Europæisk Muslimsk Initiativ for Social Samhørighed – Strasbourg
Thierry Valle
Coordination des Associations et des Particuliers pour la Liberté de Conscience. Frankrig
Pressefrihed og intolerancepolitik
På den ene side projicerer Indien sig internationalt som "verdens største demokrati", en fremvoksende global magt og en forkæmper for pluralisme. På den anden side har internationale menneskerettighedsorganisationer, pressefrihedsgrupper og borgerrettighedsobservatører i stigende grad udtrykt bekymring over krympende plads til uenighed, intimidering af journalister, pres på akademiske institutioner og voksende fjendtlighed over for minoriteter under premierminister Narendra Modis regering og det regerende Bharatiya Janata Party (BJP).
Premierminister Modis besøg i Europa i maj 2026 tiltrak betydelig international opmærksomhed, ikke kun på grund af handels- og diplomatiske engagementer, men også på grund af fornyet granskning af pressefrihed og mindretalsrettigheder i Indien. Under sit besøg i Holland roste Modi udvidelsen af økonomiske partnerskaber og fremhævede teknologi og innovation som centrale samarbejdsområder. Imidlertid blev den hollandske premierminister Rob Jettens bemærkninger vedrørende pressefrihed og mindretals rettigheder i Indien bestemt afvist af indiske embedsmænd, der beskrev kritikken som en "manglende forståelse" af Indiens mangfoldighed og historiske kompleksitet.
Spændingerne blev endnu mere synlige under medieinteraktioner mellem hollandske journalister og indiske diplomater, hvilket afslørede en voksende friktion mellem vestlige journalistiske forventninger og Modi-regeringens stramt styrede PR-tilgang.
Fra Holland rejste Modi til Sverige og Norge for yderligere økonomiske og diplomatiske møder. Det var det første besøg af en indisk premierminister i Skandinavien i mere end fire årtier. Den 19. maj, under det tredje Indien-nordiske topmøde i Oslo, sagde en norsk journalist fra avisen DagbladetHelle Lyng spurgte offentligt: "Premierminister Modi, hvorfor tager du ikke imod nogle spørgsmål fra den frieste presse i verden?"
Modi ignorerede spørgsmålet og gik væk.
Kontroversen fortsatte under efterfølgende pressebriefinger afholdt af Indiens udenrigsministerium i Norge. Internationale journalister udspurgte indiske diplomater om restriktioner på pressefrihed og behandlingen af mindretal. Indiske embedsmænd reagerede ved at forsvare landets pluralisme, demokratiske institutioner og sociale mangfoldighed.
Ikke desto mindre udløste Modis afvisning af at engagere sig med pressen under sit europæiske besøg intens international granskning og indenrigspolitisk kritik. Episoden genoplivede bredere debatter om demokratisk ansvarlighed, gennemsigtighed og mediefrihed i det moderne Indien.
Forværringen af pressefriheden i Indien er blevet særligt alarmerende. Journalister står i stigende grad over for onlinechikane, anklager om oprør, politirazziaer, intimidering og fysisk vold. Freedom House rapporterer, at journalister risikerer "chikane, dødstrusler og fysisk vold", mens angreb mod dem "sjældent straffes".
Ifølge FrihedshusIndien er i øjeblikket klassificeret som "Delvist frit" med bekymringer fokuseret på borgerrettigheder, medieuafhængighed og behandlingen af mindretal. Organisationen bemærker yderligere, at "angreb på pressefriheden er eskaleret dramatisk under Modi-regeringen." Indien rangerer i øjeblikket som nummer 157 ud af 180 lande i 2026 World Press Freedom Index udgivet af Reporters Sans Frontières (RSF). RSF advarer om, at "med en stigning i vold mod journalister, stærkt koncentreret medieejerskab og medier med stadig mere åbenlys politisk alliance er pressefriheden i krise i verdens største demokrati."
Indiens digitale miljø er også blevet kritiseret. Freedom Houses rapport "Frihed på nettet" fra 2025 fastslår, at internetfriheden i Indien "forblev under pres" med henvisning til censur, anholdelser relateret til onlinekommentarer og gentagne nedlukninger af internettet.
Disse bekymringer kan ikke blot afvises som "vestlig propaganda". Lignende bekymringer udtrykkes i stigende grad i Indien selv af uafhængige journalister, akademikere, pensionerede dommere, civilsamfundsorganisationer og oppositionspolitikere.
Det centrale spørgsmål er ikke, om Indien fortsat er et valgdemokrati – det gør det helt klart. Det virkelige spørgsmål er, om demokratiske institutioner kan forblive sunde, når kritik i sig selv bliver politisk mistænkelig.
Demokratisk erosion sker sjældent natten over. Den er normalt gradvis. Den begynder, når regeringer sætter lighedstegn mellem uenighed og illoyalitet, når journalister fremstilles som fjender, når universiteter presses til ideologisk konformitet, og når majoritetsnationalisme normaliseres i den offentlige diskurs.
Demokrati skal begynde med selvrefleksion
I demokratiske samfund er kritik af regeringer, institutioner og social uretfærdighed ikke blot legitim; den er essentiel. Verden over udtaler intellektuelle, journalister og aktivister sig regelmæssigt imod racisme, diskrimination og krænkelser af menneskerettighederne i vestlige demokratier. En sådan kritik kan spille en konstruktiv rolle ved at skubbe samfund mod større ansvarlighed og lighed.
Imidlertid må et lige så vigtigt spørgsmål stilles: Er udviklingslande i demokratier lige så villige til at undersøge deres egne mangler?
Tilhængere af den indiske regering argumenterer for, at Indien fortsat er et levende demokrati med regelmæssige valg, et uafhængigt retsvæsen og et aktivt mediemiljø. Kritikere hævder imidlertid, at demokratiske institutioner gradvist svækkes af politisk pres og stigende religiøs nationalisme forbundet med den regerende BJP-regering.
Uanset politisk holdning bør ét princip forblive universelt: et demokrati skal forblive åbent for granskning. Journalister bør frit kunne stille vanskelige spørgsmål uden intimidering, og regeringer bør reagere med gennemsigtighed snarere end fjendtlighed. Pressefrihed er ikke et privilegium, der gives af staten; det er en hjørnesten i demokratisk legitimitet.
Det er derfor vigtigt for lande i udviklingslandene at se indad, før de udelukkende fremstiller sig selv som moralske kritikere af vestlige demokratier. Ingen nation er fri for uretfærdighed eller diskrimination. Vestlige lande kæmper fortsat med racisme, ulighed og politisk ekstremisme. Samtidig skal ikke-vestlige demokratier også erkende deres egne interne udfordringer i stedet for at afvise kritik som udenlandsk indblanding eller antinationale følelser.
Faren er ikke kun politisk, men også moralsk
Når religiøs nationalisme bliver tæt forbundet med statsmagt, begynder mindretal uundgåeligt at føle sig mindre trygge. I Indien har muslimer, kristne, dalitter og afvigende intellektuelle i stigende grad udtrykt bekymring over hadefuld tale, selvtægtsvold og social polarisering. Selv når regeringer ikke direkte støtter enhver handling af ekstremisme, kan tavshed og selektiv håndhævelse skabe en atmosfære af straffrihed.
Denne tendens er ikke unik for Indien. Verden over – fra USA til Ungarn, fra Tyrkiet til Indien – udfordres demokratiske institutioner i stigende grad af populisme, polarisering og ideologisk nationalisme. Selv vestlige demokratier oplever fald i pressefrihed og voksende politisk splittelse.
Det er netop derfor, at udviklingslande bør undgå moralsk exceptionalisme. Intet demokrati er hævet over kritik, og ingen regering bør kræve immunitet fra kontrol blot fordi den blev valgt.
Desværre fejrer mange regeringer i dag kun demokratiet, når valgene vindes, samtidig med at de bliver mere og mere utilpasse med demokratiets andre væsentlige søjler: en fri presse, et uafhængigt retsvæsen, akademisk frihed, mindretalsrettigheder og beskyttelse af afvigende meninger.
Valg alene garanterer ikke demokratisk frihed.
Et ægte selvsikkert demokrati frygter ikke journalister, der stiller vanskelige spørgsmål. Det behandler ikke kritik af menneskerettigheder som en sammensværgelse. Det kræver heller ikke intellektuel konformitet i patriotismens navn.
Den Europæiske Union og dens forhold til udviklingslandene
Det internationale samfund, især Den Europæiske Union, skal også gentænke sit forhold til nye magter. Økonomiske partnerskaber bør ikke udelukkende styres af handel, markeder og strategiske interesser. Menneskerettigheder, pressefrihed, retsvæsenets uafhængighed og beskyttelse af mindretal bør fortsat være centrale elementer i diplomatisk engagement og handelsforhandlinger.
Samtidig skal sådanne principper anvendes konsekvent snarere end selektivt. Vestlige regeringer mister troværdighed, når de fordømmer overgreb i fjendtlige stater, mens de ignorerer lignende krænkelser i økonomisk eller strategisk værdifulde allierede. Menneskerettigheder mister moralsk autoritet, når de bliver instrumenter for geopolitisk bekvemmelighed snarere end universelle principper. Sand demokratisk modenhed demonstreres ikke ved at afvise kritik, men ved at håndtere den ærligt.
Demokrati og økonomiske partnerskaber
Europæiske demokratier skal også erkende, at økonomisk engagement medfører moralsk ansvar. Handelsaftaler og strategiske partnerskaber med nye magter som Indien bør ikke behandles som rent kommercielle transaktioner, der er løsrevet fra demokratiske værdier.
I takt med at Den Europæiske Union udvider samarbejdet med udviklingsøkonomier inden for områder som teknologi, forsvar, energi og digital infrastruktur, bør den konsekvent understrege beskyttelsen af grundlæggende frihedsrettigheder. Respekt for pressefrihed, retsvæsenets uafhængighed, mindretalsrettigheder og ytringsfrihed bør være en del af den diplomatiske dialog og de langsigtede partnerskabsrammer.
Det betyder ikke at påtvinge vestlige politiske modeller på andre samfund eller at gribe ind i national suverænitet. Det betyder snarere at bekræfte, at demokratiske principper og menneskelig værdighed er universelle værdier, der ikke kan adskilles fra internationalt samarbejde.
Europæiske regeringer beskriver ofte deres udenrigspolitik som "værdibaseret diplomati". Sådanne principper skal derfor afspejles ikke kun i taler, men også i handelsforhandlinger, investeringsaftaler og strategiske alliancer. Økonomiske interesser bør ikke ske på bekostning af tavshed om demokratisk tilbageskridt eller menneskerettighedsproblemer. Konstruktivt engagement kræver ærlighed. Ægte partnerskaber styrkes – ikke svækkes – når demokratisk ansvarlighed og grundlæggende frihedsrettigheder forbliver en del af samtalen.
National stolthed versus ægte ansvarlighed
Demokrati er stærkest, når det accepterer kritik uden frygt. Nationer, der stræber efter globalt lederskab, skal ikke blot demonstrere økonomiske fremskridt og politisk indflydelse, men også en forpligtelse til åbenhed, tolerance og beskyttelse af grundlæggende frihedsrettigheder.
Kun gennem selvrefleksion kan demokratier virkelig styrke sig selv.
I sidste ende afhænger demokratiets fremtid – hvad enten det er i Indien, Europa eller andre steder – af samfundenes villighed til at kritisere sig selv ærligt. National stolthed bør aldrig blive en undskyldning for tavshed. Patriotisme bør betyde at styrke demokratiske institutioner, ikke at beskytte regeringer mod ansvarlighed.
En nation bliver stærkere, ikke når kritik undertrykkes, men når kritik høres.
Man håber, at udviklingslande som Indien – med sin enorme befolkning, enorme potentiale og lange historie med pluralisme – vil erkende, at dets placering blandt verdens mest respekterede nationer ikke blot vil blive defineret af valg, der afholdes med få års mellemrum, men også af dets inklusion, beskyttelse af mindretalsrettigheder og engagement i ytringsfrihed for journalister og for alle 1.4 milliarder af dets borgere.
