Europa-Kommissionens udnævnelse af Mairead McGuinness som EU's særlige udsending for religions- og trosfrihed er blevet modtaget bredt. Alligevel er oplysninger, der er stillet til rådighed for The European Times indikerer, at stillingen kan forblive strukturelt tom: en frivilligbaseret rolle uden dedikeret personale eller uafhængige ressourcer, hvor rejser kun dækkes, når Kommissionen anmoder om en mission. Hvis dette bekræftes, vil det rejse et alvorligt spørgsmål: Styrker EU sit forsvar af forfulgte religiøse og trosbaserede samfund, eller reparerer det blot sit image efter at have ladet stillingen stå ledig i 480 dage?
En velkommen aftale – men til hvilket kontor?
Da Europa-Kommissionen annoncerede Mairead McGuinness som den nye EU's særlige udsending for religions- og trosfrihed uden for Den Europæiske Union, reaktionen i hele Bruxelles var øjeblikkelig og overvejende positiv.
McGuinness er ikke en mindre betydningsfuld figur. Hun er tidligere EU-kommissær, tidligere første næstformand i Europa-Parlamentet og har direkte erfaring med EU's artikel 17-dialog med kirker, religiøse foreninger, filosofiske og konfessionsløse organisationer. Irlands udenrigsministerium hilste udnævnelsen velkommen og sagde, at hendes arbejde ville støtte EU's bestræbelser på at beskytte religions- og trosfrihed verden over.
Human Rights Without Frontiers hilste beslutningen velkommen i en artikel, der blev genudgivet af The European Timesog beskrev øjeblikket som "Habemus som EU's særlige udsending" efter 480 dages ledig stilling. COMECE, Kommissionen for Bispekonferencer i Den Europæiske Union, lykønskede også McGuinness og kaldte rollen afgørende for EU's eksterne optræden.
Men under velkomsten ligger et sværere spørgsmål: Hvad har Kommissionen præcist udpeget hende til at lede?
De manglende ord: personale, budget, kontor
Ifølge oplysninger givet til The European Times Den nye særlige udsendings rolle udføres på frivillig basis af en person, der er bekendt med arbejdsordningerne. Hvis Kommissionen anmoder udsendingen om at påtage sig en mission, kan rejse- og relaterede udgifter dækkes eller refunderes. Men refusion for rejser anmodet af Kommissionen er ikke det samme som et fungerende diplomatisk kontor.
Denne sondring er vigtig. Et mandat uden personale kan ikke systematisk overvåge overtrædelser. Et mandat uden ressourcer kan ikke opbygge vedvarende relationer med truede samfund. Et mandat uden et klart budget kan ikke reagere hurtigt på kriser, indkalde interessenter, bestille forskning, besøge højrisikoregioner eller opretholde regelmæssig kontakt med EU-delegationer i udlandet.
Offentligt har Kommissionen præsenteret udnævnelsen som bevis på, at EU tager religions- og trosfrihed alvorligt. Men den offentlige rapportering har også vist en mangel på klarhed. The Irish Times rapporterede, at McGuinness ville modtage honorarer og refusioner for missioner, men bemærkede også, at Kommissionen ikke oplyste, hvor meget hun ville blive betalt, fordi beløbet ville afhænge af missioner og arbejdsdage.
Den formulering lader det centrale spørgsmål være uløst. Lejlighedsvise gebyrer eller refusioner svarer ikke på, om EU har oprettet en seriøs mekanisme for religionsfrihed eller blot knyttet en vigtig titel til en respekteret offentlig person.
En symbolsk reparation efter 480 dage?
EU's særlige udsending for religions- og trosfrihed blev oprettet i 2016 for at støtte EU's eksterne menneskerettighedspolitik. Men stillingen har gentagne gange været ledig eller kun delvist besat. HRWF har argumenteret for, at mandatet i store dele af embedets levetid ikke har været kontinuerligt aktivt, på trods af gentagne opfordringer fra MEP'er og civilsamfundet.
Denne historie gør den seneste udnævnelse mere følsom. Spørgsmålet er ikke, om McGuinness er kvalificeret. Det er hun helt klart. Spørgsmålet er, om Kommissionen er villig til at give rollen midlerne til at fungere.
Hvis udsendingen ikke har personale, intet budget, ingen synlig arbejdsplan og ingen gennemsigtig rapporteringsmekanisme, risikerer udnævnelsen at ligne en omdømmemanøvre: en måde for Kommissionen at fortælle Parlamentet, kirker, NGO'er og internationale partnere, at stillingen er blevet besat, samtidig med at den politiske og økonomiske forpligtelse undgås, der kræves for at gøre mandatet effektivt.
Det ville være særligt bekymrende i en tid, hvor religions- og trosfrihed fortsat er under pres over hele verden. Religiøse minoriteter, konvertitter, ikke-troende, humanister, kristne, muslimer, jøder, buddhister, hinduer, yazidier, Jehovas Vidner, Scientologists, bahaier og mange andre står over for diskrimination, fængsling, vold, tvungne forsvinden, social udstødelse eller chikane fra staten i forskellige regioner. EU kan ikke gøre krav på globalt lederskab inden for religionsfrihed, samtidig med at EU behandler sin egen udsending som en æresbetegnelse.
Andre har allerede advaret om strukturen
COMECE bød McGuinness velkommen, men fremførte et afgørende punkt: Stillingen skal udstyres med et stærkt mandat og tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer. Den sætning synes nu vigtigere end selve lykønskningen.
Humanister International Det hilste også udnævnelsen velkommen, men advarede om, at der fortsat er strukturelle problemer. Det satte spørgsmålstegn ved mandatets placering i Kommissionen snarere end i Den Europæiske Udenrigstjeneste og opfordrede til gennemsigtighed, regelmæssig rapportering og en inkluderende tilgang, der beskytter mennesker af alle religioner og trosretninger, herunder ikke-religiøse.
Dette er ikke marginale bekymringer. De er afgørende for, om EU's diplomati i forbindelse med religionsfrihed er operationelt eller dekorativt.
Religions- eller trosfrihed kan ikke forsvares med en pressemeddelelse
Religions- og trosfrihed er ikke et ceremonielt anliggende. Det er beskyttet af artikel 18 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Det omhandler retten til at tro, ikke at tro, ændre sin tro, tilbede, undervise, samles, tale, klæde sig, være uenig og leve uden tvang.
Det kræver også praktisk diplomati. Når folk arresteres for blasfemi, når religiøse samfund forbydes, når fredelige gudstjenester ransages, når børn presses på grund af deres forældres tro, eller når minoriteter dæmoniseres som fjender af staten, skal en udsending være i stand til at handle. Den handling kræver kontakter, personale, rejsekapacitet, politisk opbakning, adgang til EU-delegationer og beføjelse til at rejse ubehagelige sager.
En frivillig udsending med refusion af rejser kan deltage i arrangementer. En udsending med de nødvendige ressourcer kan udarbejde politikker.
Kommissionen bør offentliggøre fakta
Kommissionen kan løse dette problem hurtigt. Den bør offentliggøre den særlige udsendings arbejdsordning, herunder om rollen er betalt eller ulønnet, om der er et dedikeret budget, om der er tildelt personale, hvordan missioner godkendes, hvor ofte udsendingen vil rapportere, og om civilsamfundet vil have en struktureret kanal for engagement.
Det bør også præciseres, om udsendingen har adgang til Den Europæiske Udenrigstjeneste og EU-delegationerne på en måde, der muliggør meningsfuld opfølgning i tredjelande.
Uden denne gennemsigtighed risikerer udnævnelsen at blive præcis, hvad kritikere frygter: ikke en fornyet EU-forpligtelse til religions- og trosfrihed, men en omdømmeforringelse efter en lang og pinlig ledig stilling.
McGuinness fortjener et reelt mandat
Den stærkeste kritik er ikke af Mairead McGuinness. Den er af Kommissionen.
McGuinness bidrager med erfaring, troværdighed og viden om EU's institutionelle dialog med religiøse og konfessionsløse aktører. Hvis EU mener det alvorligt, bør de ikke sende hende til verden med en titel, men uden værktøjer.
For ofre for religiøs forfølgelse er forskellen ikke symbolsk. Den er praktisk. De behøver ikke Bruxelles til at annoncere endnu en udsending, der ikke kan handle. De har brug for et kontor, der kan lytte, gribe ind, rapportere, koordinere og presse på for forandring.
EU har sagt “Habemus”. Nu skal de besvare det virkelige spørgsmål: Habemus-mandat, budget og personale – eller blot endnu et tomt stunt?
