EU-budgetkampen skærpes

Cypern fremlægger de første tal, mens Parlamentet advarer mod at skære ned på Europas langsigtede ambitioner

Den Europæiske Unions næste syvårige budget har bevæget sig fra en bred politisk udformning til hårde institutionelle forhandlinger, efter at det cypriotiske formandskab foreslog en reduktion på 2 % af Kommissionens plan for 2028-2034, og Parlamentets budgetforhandlere afviste retningen som for snæver i forhold til Europas nuværende pres.

Forslaget, der blev rundsendt den 11. juni og skal drøftes af ministrene den 16. juni, giver EU-regeringerne deres første konkrete forhandlingstal for den næste flerårige finansielle ramme, den langsigtede udgiftsplan, der vil forme den europæiske politik fra landbrug og regionaludvikling til forskning, grænseforvaltning, eksterne aktioner og støtte til Ukraine.

Cypern, der i øjeblikket har det roterende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, præsenterer udkastet som et kompromis mellem de medlemsstater, der kræver finanspolitisk tilbageholdenhed, og dem, der søger stærkere fælles investeringer. revideret forhandlingsboks ville skære Kommissionens forslag med 32.8 milliarder euro, hvilket sænker pakken fra 1.76 billioner euro til 1.73 billioner euro i 2025-priser.

Det ville bringe budgettet op på 1.23 % af EU's bruttonationalindkomst eller 1.13 %, når tilbagebetalingen af ​​NextGenerationEU's genopretningsgæld ikke er inkluderet. Formandskabet argumenterer for, at justeringen bevarer den nye arkitektur, som Kommissionen har foreslået, samtidig med at den imødekommer de hovedstæder, der ønsker at begrænse den samlede størrelse.

Et kompromis, der ikke fuldt ud tilfredsstiller nogen

Det institutionelle sammenstød handler ikke kun om matematik. Det handler om, hvorvidt EU kan finansiere ældre forpligtelser og nyere prioriteter gennem det samme budget uden at svække nogen af ​​delene.

Cypern har forsøgt at beskytte den første udgiftspost i budgettet, hvor samhørighedspolitik, landbrug og fiskeri står side om side med nationale og regionale partnerskabsplaner. Det afspejler pres fra lande og regioner, der er bekymrede for, at Kommissionens oprindelige struktur kunne sløre etablerede EU-midler ind i bredere nationale rammebevillinger og dermed svække forudsigeligheden for landmænd, lokale myndigheder og sociale programmer.

Formandskabet foreslår også en engangsforstærkning til medlemsstater med en bruttonationalindkomst under 90 % af EU-gennemsnittet, et signal til lande med fortsatte infrastruktur- og konvergensbehov. Det siger, at det øremærkede fiskeribeløb bør hæves til 2 milliarder euro i løbende priser, samtidig med at det anerkendes, at dette stadig vil være væsentligt under det nuværende finansieringsniveau.

Men andre områder vil stå over for skarpere tilbageholdenhed. Cypern foreslår nedskæringer på 3.9 % i udgiftsområder som konkurrenceevne, forskning, innovation, uddannelse, sikkerhed, forsvar og eksterne aktioner sammenlignet med Kommissionens plan. Formandskabet beskriver dette som en begrænsning af de planlagte stigninger snarere end et reelt tilbageslag, fordi disse områder allerede var blevet udvidet i Kommissionens forslag.

Parlamentet trækker en tidlig rød linje

Europa-Parlamentets forhandlere har reageret skarpt. Erklæring om Cypern-forslagetParlamentets ledende medordførere, Siegfried Mureșan og Carla Tavares, advarede om, at en yderligere reduktion af Kommissionens plan ville gøre Unionen mindre i stand til at opfylde sine forpligtelser.

Parlamentets bekymring er både institutionel og finansiel. MEP'erne argumenterer for, at EU-budgettet bør forblive et investeringsværktøj med klar parlamentarisk kontrol, ikke et løsere krisehåndteringsinstrument, der primært formes af nationale forhandlinger. De har også insisteret på, at samhørighedspolitikken, den fælles landbrugspolitik og Den Europæiske Socialfond skal forblive adskilte, synlige og ansvarlige.

I april vedtog Parlamentet sin egen holdning, hvori det opfordrede til, at budgettet for 2028-2034 fastsættes til 1.27 % af EU's bruttonationalindkomst, mens gældsbetjeningen fra genopretningsfonden holdes uden for udgiftslofterne. Denne holdning ville udgøre en større pakke end både Kommissionens forslag og Cypern-kompromiset.

Kløften mellem institutionerne er derfor allerede stor. Parlamentet ønsker nye ægte egne indtægter, herunder mulige digitale eller CO2-relaterede indtægtsstrømme, for at finansiere fælles prioriteter uden at lægge mere pres på de nationale budgetter. Flere regeringer er fortsat forsigtige med at skabe nye EU-indtægtskilder, især i en tid med stramme offentlige finanser og indenlandsk pres på udgifterne.

Penge som en prioriteringserklæring

Tvisten kommer på et vanskeligt tidspunkt for Unionen. EU forsøger at styrke konkurrenceevnen, støtte Ukraine, håndtere migrations- og asylreformer, beskytte landbrugs- og landdistriktssamfund, finansiere klima- og energiomstillinger og forberede sig på en mulig udvidelse. Hver prioritet har i princippet politisk opbakning. Budgetprocessen tvinger regeringer og Parlamentet til at beslutte, hvilke der modtager stabil finansiering.

Derfor er FFR-forhandlingerne vigtige ud over Bruxelles-proceduren. Regionale investeringer påvirker, om fattigere områder kan lukke huller i infrastrukturen. Landbrugsfinansiering former stabiliteten i landdistrikterne og fødevaresystemerne. Forskning, uddannelse og industriprogrammer påvirker, om Europa kan konkurrere inden for ren teknologi, digital infrastruktur og sundhedsinnovation. Ekstern finansiering har konsekvenser for humanitær bistand, udvidelse, demokratistøtte og EU's globale troværdighed.

The European Times har tidligere rapporteret om Kommissionens EU-budgetforslag 2028-2034, som blev præsenteret som en mere fleksibel og strategisk ramme for en blok, der står over for pres på sikkerhed, klima, migration og konkurrenceevne. Cypern-teksten markerer den næste fase: at omdanne denne brede vision til tal, som enhver hovedstad kan acceptere, og enhver institution kan forsvare.

For nuværende er formandskabets forslag et udgangspunkt, ikke en aftale. EU's ledere har sat sig som mål at nå til enighed inden udgangen af ​​2026, hvilket har efterladt måneder med forhandlinger om totaler, udgiftsområder, indtægter, rabatter, parlamentarisk kontrol og balancen mellem traditionelle midler og nyere strategiske prioriteter.

Det centrale spørgsmål er allerede klart. Europas institutioner er enige om, at Unionen står over for større krav end for et årti siden. De er endnu ikke enige om, hvorvidt det næste budget skal imødekomme denne virkelighed med mere fælles kapacitet, et strammere nationalt kompromis eller en kompliceret blanding af begge dele.