En ny undersøgelse fra Europarådet advarer om, at elever ofte lærer om henrettelser, men ikke nok om, hvorfor afskaffelse af dødsfald blev en demokratisk standard.
Europa har ikke udført en henrettelse inden for Europarådets område siden 1997, men en ny undersøgelse advarer om, at denne præstation muligvis ikke er fuldt ud forstået af den næste generation. Europarådet siger, at historietimer ofte beskriver dødsstraf som en kendsgerning, der hører fortiden til, mens de bevægelser, juridiske argumenter og menneskerettighedsprincipper, der førte til dens afskaffelse, lægges mindre vægt på.
Resultaterne, der blev offentliggjort i Strasbourg mandag, placerer uddannelse i centrum for en bredere menneskerettighedsdebat. I en tid, hvor antallet af henrettelser stiger globalt, og retorik for dødsstraf er genopstået i dele af Europa, argumenterer undersøgelsen for, at afskaffelse af dødsstraf ikke kan behandles som en fast arv.
Europarådets undersøgelse, udført af Observatoriet for Historieundervisning i Europa, undersøgte, hvordan dødsstraf og dens afskaffelse præsenteres i historieundervisningen i 19 lande. Den viste, at læseplaner og lærebøger ofte omtaler dødsstraf, fra gamle juridiske kodekser til politiske skueprocesser, men ofte giver en svagere behandling af, hvorfor samfund afviste den.
Denne kløft er vigtig, fordi afskaffelsen ikke var automatisk. Den var et resultat af politisk pres, juridiske reformer, offentlig debat og den gradvise erkendelse af, at statslig henrettelse er uforenelig med menneskelig værdighed og retten til liv. Europarådet har gjort afskaffelse til en definerende betingelse for medlemskab, hvilket har bidraget til at gøre dets område med 46 stater til en dødsstraffri zone.
Undersøgelsen viste også, at lærere ofte tager emnet op på eget initiativ og ønsker klarere støtte, især til at forklare afskaffelse af dødsstraf i et globalt perspektiv. Dette er lige så meget et praktisk som et filosofisk anliggende. Hvis unge mennesker kun lærer, at henrettelser har fundet sted, uden at forstå, hvorfor europæiske stater afstod fra dem, kan de se afskaffelse af dødsstraf som historisk held snarere end et borgerligt valg.
En skrøbelig præstation
Europas holdning til afskaffelse af dødsstraf er usædvanlig stærk efter globale standarder. Der har ikke fundet nogen henrettelse sted i nogen af Europarådets medlemsstater i mere end et kvart århundrede. I 2025 registrerede Amnesty International ingen dødsdomme eller henrettelser i Europa og Centralasien, mens Hviderusland, der længe har været regionens største undtagelse, ikke oplevede nye registrerede dødsdomme eller henrettelser i det første år siden Alexander Lukashenko kom til magten i 1994.
Alligevel bevæger det globale billede sig i den anden retning. Amnesty Internationals tal for 2025 registrerede 2,707 henrettelser på verdensplan, eksklusive tusindvis af henrettelser, der menes at have fundet sted i Kina. Organisationen sagde, at dette var en kraftig stigning fra 2024 og det højeste tal, den havde registreret siden 1981.
Disse tal giver Europarådets undersøgelse et skarpere skær. Afskaffelse af menneskerettigheder er ikke kun en europæisk juridisk norm; det er en del af kontinentets udenrigspolitiske sprog og menneskerettighedsidentitet. Men den identitet kan svækkes, hvis borgerne ikke undervises i, hvor nyligt og bevidst den blev skabt.
Hvorfor hukommelse er en del af rettighedsbeskyttelse
Dødsstraf debatteres ofte gennem strafferetslige metoder, afskrækkelse eller offentlig vrede efter voldelig kriminalitet. Undersøgelsen opfordrer skolerne til at udvide dette perspektiv. Den peger på spørgsmål om juridisk beslutningstagning, moralsk ræsonnement og de argumenter, der bruges både for og imod afskaffelse. Derved behandles historieundervisningen som en demokratisk sikkerhedsforanstaltning.
Den tilgang er vigtig, fordi støtten til dødsstraf kan vokse, når rettigheder præsenteres som abstraktioner snarere end som beskyttelser skabt som reaktion på reelle overgreb. Det samme gælder uden for Europa. The European Times har tidligere rapporteret om den fortsatte brug af henrettelser i lande som Saudi-Arabien, hvor menneskerettighedsproblemer omkring dødsstraf omfatter uigennemsigtige procedurer, sårbare tiltalte og henrettelse af udenlandske statsborgere.
For europæiske undervisere er udfordringen ikke at forvandle klasseværelser til kampagneplatforme. Det er at gøre historien om afskaffelse af menneskerettigheder forståelig: hvem argumenterede for den, hvem modsatte sig den, hvilke juridiske instrumenter ændrede sig, og hvorfor statens magt til at dræbe kom til at blive set som uforenelig med moderne menneskerettigheder.
Undersøgelsen kommer i en tid, hvor Europarådet fortsat fremmer universel afskaffelse af dødsstraf og støtter ungdomsfokuserede initiativer mod dødsstraf. Budskabet er afdæmpet, men presserende: rettigheder består, når de forklares, debatteres og forstås.
For Europa er fraværet af henrettelser en af kontinentets klareste menneskerettighedsresultater. Men den nye forskning tyder på, at et lovmæssigt forbud alene ikke er nok. Hvis unge europæere arver afskaffelsen uden at lære årsagerne til den, kan de være mindre forberedte på at forsvare den, når frygt, vrede eller politisk opportunisme bringer dødsstraf tilbage i den offentlige debat.
Lektien handler altså ikke kun om straf. Den handler om demokratisk hukommelse. En rettighed, der virker selvindlysende for én generation, skal måske omhyggeligt læres videre til den næste.
