Europæiske ledere står over for fornyet pres for at stramme blokkens handelspolitik over for Kina, da advarsler om industriel overkapacitet, et stigende vareunderskud og skrøbelige fremstillingssektorer rykker højere på EU's dagsorden forud for Det Europæiske Råds møde i juni.
Debatten blev skarpere søndag, efter at Manfred Weber, formand for det centrum-højreorienterede Det Europæiske Folkeparti, opfordrede Europa til at handle mere beslutsomt mod det, han beskrev som risikoen for, at kinesisk konkurrence svækker den europæiske industri. Samme dags advarsel om handelsspændinger mellem EU og Kina afspejler et bredere skift i Bruxelles: Kina behandles ikke længere kun som et vigtigt eksportmarked, men som en test af Europas industrielle modstandsdygtighed.
En voksende ubalance
Officielle data giver det politiske argument sin styrke. Ifølge Eurostats handelstal for 2025EU eksporterede varer til en værdi af 199.6 milliarder euro til Kina og importerede 559.4 milliarder euro, hvilket efterlod et varehandelsunderskud på 359.8 milliarder euro. Eksporten faldt med 6.5 % i forhold til 2024, mens importen steg med 6.4 %.
Denne kløft er ikke kun et anliggende for handelsspecialister. Den er blevet et politisk symbol på Europas eksponering i sektorer, der er centrale for jobskabelse, klimapolitik og strategisk autonomi, herunder maskiner, kemikalier, stål, batterier og køretøjer. For handelshøge viser tallene, at EU's traditionelle præference for gradvis dialog ikke har holdt trit med hastigheden af Kinas statsstøttede industrielle ekspansion.
For mere forsigtige regeringer og virksomheder er risikoen dog, at en strengere linje kan hæve forbrugerpriserne, invitere til gengældelse og komplicere adgangen til et marked, der stadig er vigtigt for europæiske eksportører. Især Tysklands industrielle base har længe været afhængig af kinesisk efterspørgsel, selvom tyske producenter nu står over for stærkere kinesisk konkurrence i ind- og udland.
Beskyttelse uden panik
EU's dilemma er, hvordan man forsvarer kerneindustrier uden at glide ind i en generaliseret handelskrig. Bruxelles har allerede udvidet sin brug af handelsbeskyttelsesværktøjer, herunder undersøgelser og told, samtidig med at de understreger, at deres Kina-politik handler om "afrisikoreduktion" snarere end fuldstændig økonomisk afkobling.
Stål har været en af de tydeligste tidlige slagmarker. Som European Times tidligere har rapporteret, har EU bevæget sig mod strengere handelsbeskyttelsesforanstaltninger for stål som reaktion på global overkapacitet og pres på europæiske producenter. Lignende argumenter spreder sig nu på tværs af andre industrisektorer, hvor politikere frygter, at billig import kan udhule den indenlandske kapacitet, før nye grønne og digitale investeringer modnes.
De menneskelige konsekvenser er direkte. Fabriklukninger og svækkede forsyningskæder påvirker arbejdstagere, regionale økonomier og offentlige finanser. Samtidig kan dårligt udformet beskyttelse belaste husholdninger og mindre virksomheder med højere omkostninger. Udfordringen for EU-institutionerne er derfor ikke kun at beskytte store producenter, men også at vise, at handelspolitikken kan tjene den bredere offentlige interesse.
En test før juni-topmødet
Spørgsmålet forventes at blive en del af drøftelserne forud for Det Europæiske Råds møde den 18. juni, hvor lederne vil stå over for pres for at definere, hvor langt de er villige til at gå. Frankrig og flere andre medlemsstater har presset på for stærkere instrumenter, mens andre fortsat er forsigtige med foranstaltninger, der kan fragmentere det indre marked eller udsætte eksportører for modforanstaltninger.
Kina er fortsat en partner, konkurrent og systemisk rival i EU-sprog. Denne formel indfanger forholdets kompleksitet, men den løser ikke længere den politiske tvist. Europa ønsker adgang til kinesiske markeder, samarbejde om klima og stabilitet i den globale handel. Det ønsker også fair konkurrence, forsyningskædesikkerhed og beskyttelse mod subsidieret overkapacitet.
De kommende uger vil vise, om EU kan omsætte denne balancegang til en sammenhængende industriel strategi. Hvis ikke, kan presset flytte sig fra Bruxelles til de nationale hovedstæder, hvor regeringer, der står over for fabrikstab og vrede fra vælgerne, kan blive fristet til at handle alene. For Europa er handelsspørgsmålet ved at blive noget større: om det indre marked kan beskytte sit produktionsgrundlag, samtidig med at det forbliver åbent, lovligt og socialt ansvarligt.
